Aller-magasin går fra print til net

Oplaget faldt, og økonomien var stram, derfor vendte Aller-magasinet Forældre og Børns chefredaktør strategien på hovedet og tilførte nettet flere ressourcer end printmagasinet.
Tine Brødegaard Hansen

Forældre er en medieombejlet, men illoyal og tidspresset målgruppe. Det har skabt grobund for at teste en ny type forretningsmodel i det traditionsrige Aller-hus, der for første gang har mere fokus på net end på print.

"Før havde vi et site, der skulle understøtte magasinet Forældre og Børn. Nu har vi to magasiner Forældre & Børn Gravid og Forældre & Børn Baby, der understøtter
sitet mama.dk. Fra at 20 pct. af ressourcerne gik til nettet, og 80 procent af dem gik til magasinet, er fordelingen omvendt i dag," siger Charlotte Riparbelli, der er chefredaktør for området livsstil, som også dækker magasinerne Isabellas og Mad. Omlægningen trådte i kraft i slutningen af november 2008.

De to magasiner udkommer hver fire gange årligt. Det giver besparelser på trykning og distribution, men også færre annoncekroner på print. Det skal nettet kompensere for via nye annonceinitiativer, siger Charlotte Riparbelli.

"Forældre & Børn skal være gravide- og nybagte forældres univers, der også kan guide brugerne videre ud i virkeligheden. Samtidig trækker mama.dk også på relevante artikler fra andre Aller-blade, så der er stof om karriere og kvindeliv, og på den måde kan vi tilbyde et bredere produkt på nettet, også når det gælder annoncørerne."

Community, klub og kurser
Strategien er at få annoncørerne ud på flere medieplatforme med samme smalle målgruppe og at få dem til at gribe dybere i lommerne ved at sponsorere en udgave af et af mama.dk's nyhedsbreve, såsom Jordemoderens ugebrev eller Sundhedsplejerskens månedsbrev. Derudover kan annoncørerne indgå pakkeløsninger om at afsætte produkter via sitets outletshop og annoncere i bladene. Fremtiden for net-satsningen rummer planer om et community, en klub, kurser og bøger under Forældre & Børn-brandet.

Charlotte Riparbelli overtog Forældre og Børn for to år siden og indså hurtigt, at bladet ville være svært at gøre til en god forretning på grund af den intensive konkurrence på forældreområdet, magasinet løb kun akkurat rundt.

"Tre magasiner konkurrerede om markedet, og 60.000 kvinder føder børn hvert år. En stor del af dem føder for anden gang, så der er ikke så mange potentielle kvindelige købere til bladene. Derudover er det blevet moderne at få børn og i kølvandet af det, har stofområdet bredt sig til mange andre medier."

Netmedier appellerer til forældre
Derudover er nettet en af forældrebladenes største trusler, for alle nye forældre googler, når de har brug for et hurtigt svar, mener Charlotte Riparbelli om baggrunden for, at nettet er værd at prioritere over printmagasinerne. Magasinerne har dog fortsat en rolle for at promovere mama.dk, men målgrupperne er skåret til.

"Forældre & Børns målgruppe var for bred. Nu målretter vi efter, at flest kvinder køber blade, når de er gravide, og når barnet er op til et par år, hvor man stadig er på barsel og har tid til at læse magasiner. På de tidspunkter er man som forælder også stadig usikker og interesseret i at få så meget viden som muligt."

Trafik steget
Det seneste Baby-magasin, der var det første efter omlægningen for tre måneder siden, har solgt over budget og annonceestimaterne for resten af året, også når det gælder online, ser ud til at holde, ifølge Charlotte Riparbelli. I et mediemarked som det nuværende må alle fremskrivninger dog tages med store forbehold.

Siden december 2008 er trafikken på mama.dk steget med over 100 pct. målt på besøgende, sidevisninger og besøg. Sitet har nu omkring 14.400 brugere, oplyser Aller.

Den knivskarpe konkurrence om forældrenes tid kæmpes også af Egmont-magasinet 'Vi forældre', der havde en oplagstilbagegang på 13 procent i 2. halvår 2008 ifølge Dansk Oplagskontrol og i snit lå på ca. 12.500 eksemplarer om måneden samt af forlaget Oxygen, der blandt andet udgiver 'Vores børn', der ifølge forlagets oplysninger har et trykoplag på ca. 25.000.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også