Community i betalingsstandsning

Helle Retbøll Carl kæmper for at rekonstruere firmaet bag magasinet Community.
MediaWatch

Kvindemagasinet Community er gået i betalingsstandsning, mens stifteren, Helle Retbøll Carl, forsøger at finde nye investorer til en rekonstruktion af firmaet bag magasinet, Community Press Aps.

Det erfarer MediaWatch.

Helle Retbøll Carl regner med at bladet fortsat udkommer i starten af marts. Betalingsstandsningen sker for at nå at finde en ny samarbejdspartner.

"Vi er blevet ramt af finanskrisen som alle andre, det indebærer, at vi ikke kan få kreditter fra bankerne. Det er kun de færreste, der kan udgive et 150 sider langt magasin uden kassekredit, for der går ofte nogle måneder, inden vi får penge fra annoncørerne," siger Helle Retbøll Carl.

Finanskrisen har også haft konsekvenser for investoren bag Community Press Aps, rigmanden Peter Sølbeck, der blandt andet er kendt fra bestyrelsen for IT Factorys ejer JMI Invest.

"Vores investor er ramt af finanskrisen og har tabt en stor del af sin kapital, derfor forsvinder en del af vores finansgrundlag, det var der ikke nogen der kunne have forudset."

Community Press ApS skiftede i øvrigt mandag navn til Forlaget af 30. Juni 2008 ApS., formand for bestyrelsen er Peter Sølbeck.

Helle Retbøll Carl har uden held forsøgt at afsætte magasinet til Aller-koncernen.

"Det er sigende, at Aller har lukket nytænkende magasiner som CV, Player og Living Design. Det er klart, at vi ikke kan afsætte et magasin som vores et sted, hvor hovederne ruller lystigt."

Nu håber hun, at andre medieselskaber vil være interesserede.

"Den eneste rentable måde at lave et så journalistisk krævende magasin som vores er at gå i partnerskab med nogen. Vi håber, at nogle af forhandlingerne lander positivt, så vi kan blive ved med at lave et blad, som mange annoncører og læsere har taget godt imod," siger Helle Retbøll Carl og tilføjer:

"I det lange løb, er det en dårlig forretning, hvis man tror, at kvindemagasiner kun skal handle om sex og shopping, det er slet ikke der kvinder er i dag."

Community kom til verden som gratismagasin i juni 2007, hvor bladet blev udsendt som indstik i Politiken. Men det stod hurtigt klart, at det ville være umuligt at få økonomi i projektet og i januar 2008 skiftede Helle Retbøll Carl strategi og lancerede bladet som betalingsmagasin.

De økonomiske vanskeligheder fortsatte dog og i den seneste tid har flere medarbejdere forladt selskabet - blandt andre salgsdirektør Erik Sommer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også