Bonnier-chef: Johnny er en ener

Bonnier-chef Michael Cordsen ejer fra marts 100 pct. af Benjamin Media, men den største forandring bliver, at samarbejdet med Johnny Laursen ophører.
Tine Brødegaard Hansen

Når Benjamin Media fra marts indgår med hud og hår i Bonnier Publications, skal medarbejderne ikke forvente, at der bliver rullet en stor synergiplan ud.

"Den største forandring, der sker, når vi bliver eneejere, er, at Johnny Laursen, som har skabt virksomheden og samarbejdet med os i otte år, forsvinder. Han har været en ener og en ildsjæl, men vi skal jo klare os uden, og der sidder mange andre dygtige mennesker på Benjamin," siger adm. direktør for Bonnier Publications, Michael Cordsen.

Så I gerne, at han havde fortsat i bestyrelsen?

"Jeg har samme holdning, som Johnny Laursen selv giver udtryk for, nemlig at det er sundt at lave et 100 pct. rent snit."

Allerede i sommer var Michael Cordsen på visit hos Benjamin for at berolige medarbejderne med, at når det planlagte salg til Bonnier, der hidtil har ejet 50,5 pct. af Benjamin, går igennem vil der ikke umiddelbart ske store ændringer, og der er ingen planer om, at de skal finde flyttekasserne frem.

"Jeg tror på værdien i, at man har sin egen kultur, men det er klart, vi skal hele tiden prøve at gøre tingene smartere og markedssituationen er ikke blevet nemmere siden i sommer, så vi ser hele tiden på, hvordan vi kan stå stærkere. Det er almindelig god ledelse, og det har vi været i løbende dialog med Jan Lehrmann (adm. direktør for Benjamin, red.) om."

Du har tidligere nævnt synergieffekter som deling af redaktionelt stof og samarbejde om netaktiviteter, hvornår vil I begynde at iværksætte dem?

"På vores koncernledelelsesmøder hver anden måned diskuterer vi den type strategiske spørgsmål, og alle kan se, at der ligger de synergimuligheder. Begge virksomheder arbejder med nettet, det gør vores afdeling for responsmedier også, så vi diskuterer, hvordan vi kan styrke hinandens forretninger, men har ikke en specifik plan klar."

Kan I trække midler fra Benjamin til Bonnier, hvis 2009 bliver et hårdere år for Bonnier Publications end for Benjamin Media?

"Vi vil ikke trække likviditet ud af selskabet, så det begrænser dets muligheder for at udvikle sig. Det giver ikke mening at betale penge for en virksomhed for så at amputere den, det ville være et meget dårligt signal at sende."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også