Fogh coverman for trendmagasin
Monocles ejer og chefredaktør, Tyler Brûlé, var personligt i København for at lave et interview og et onlineindslag med Anders Fogh Rasmussen, skriver pleasure.dk.
Det er blandt andet statsministerens Nato-kandidatur, som ikke er bekræftet fra officiel side, der har gjort udslaget for valget af ham:
”Anders Fogh Rasmussens potentiale som runner up til både stillingen som chef for Nato og som EU's første præsident gør ham til en af den politiske scenes mest interessante skikkelser. I sin egenskab af vært for COP15 (Verdensklimakonferencen i november, red.), vil den danske statsminister desuden være med til at sætte dagsordenen for beslutninger, som vil berøre hele verden,” siger Tyler Brûlé til pleasure.dk.
Tidligere har statsministeren prydet forsiden på det Benjamin-ejede mandemagasin Arena, men nu skal han tiltrække Monocles globale læsere, som lokkemiddel på forsiden.