Ny Helse-ejer køber Tjeck

En af Helses nye ejere, nemlig Vermø A/S, har for tredje gang på tre måneder trukket den store tegnebog op af lommen og vil nu brede Tjeck ud på nye platforme.
Zandra Damsgaard

Først reddede fem millioner fra Vermø A/S magasinet Helse på stregen, dernæst investerede reklamebureauet i et andet reklamebureau, Jungersted Media, og nu udvider jyske Vermø paletten med endnu et magasin, nemlig ungdomsmagasinet Tjeck.

Hverken køber eller sælger, som er A-Pressen, vil sætte kroner og ører på salget, men Vermøs adm. direktør Jan Ørum Vermø lægger ikke skjul på, at de trange tider gør investeringer og opkøb fordelagtige:

”Det er rigtigt at være offensiv i markedet netop nu, og det er den strategi, vi har haft og fortsat vil have. Vi har hele tiden øjne og ører åbne for noget, der passer sammen med vores øvrige aktiviteter,” siger han til MediaWatch.

Værdi for pengene
Og det gør Tjeck, forsikrer direktøren. Derfor vil ejerskiftet ud over en flytning fra Nørrebro til Frederiksberg indebære flere udvidelser end ændringer, ligesom der ”som udgangspunkt” ikke vil ske nedskæringer.

”Tjeck er et rigtigt spændende blad med en flot historie, og vi tror, vi kan tilføre bladet noget med hjemmesider, events og måske nogle ting via mobiltelefonen. Vi vil bevare bladet, som det er, og samtidig skabe en ny kommerciel platform,” fortæller Jan Vermø.

Formålet er naturligvis at hente annoncekroner hjem, og selvom udvidelserne er en investering, skal den altså gerne give afkast på sigt. Den nye ejer er i hvert fald optimistisk:

”Vi har i dag på Helse opnået det største annoncesalg i ti år, og det selvom markedet er trangt,” påpeger Jan Vermø.

Kigger man et år frem i tiden, ser han "et frisk og glad ungdomsmagasin, som er aktivt på festivaler, laver bordfodboldturneringer, nyheder via mobilen og har en hjemmeside med et højt besøgstal".

Sælger i kulissen
Tjeck har da også brug for en vitaminindsprøjtning, idet både oplag og læsertal er faldende. Tjeck Magazine havde ifølge Gallups seneste opgørelse 174.000 læsere i 2. og 3. kvartal 2008 – det er 10.000 færre end i samme periode året før.

Vermø A/S overtager formelt Tjeck den 1. februar, men eftersom sælger i skikkelse af A-Pressen sidder i ejerkredsen bag Vermø A/S, kommer man altså ikke til at slippe ungdomsmagasinet helt.

"Vi ser det som en fordel, at Vermø har andre landsdækkende magasiner i porteføljen og dermed også en stærk kontakt til både bureauer og storkunder. Samtidig glæder jeg mig over, at A/S A-Pressen fortsat via medejerskabet af Vermø A/S kan følge magasinet fremover," fortæller A-Pressens adm. direktør Bjarne Salomonsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også