Magasinmager med enormt drive

Pia Fuglsang Bach, redaktør Berlingske Nyhedsmagasin
Thomas Bech Hansen
Pia Fuglsang Bach, redaktør Berlingske Nyhedsmagasin


Egentlig var det slet ikke meningen, at Pia Fuglsang Bach skulle havne på Børsens Nyhedsmagasin, som det hed da hun kom til i 1999. Faktisk havde hun slet ikke forstillet sig, at hun skulle arbejde med erhvervsstof, for hun var dengang sikker på, at sygdoms- og sundhedsstoffet var hendes metier. Fra 1995 havde hun haft en "enormt sjov" periode som redaktionssekretær på Dansk Sygeplejeråds fagblad Sygeplejersken. En periode med sygeplejestrejker, stort budget og tæt sammenspil med alle medarbejdere omkring udgivelsen. Det passede alt i alt Pia Fuglsang Bach rigtigt godt, men i 1999 havde hun rettet blikket mod en opslået stilling på Dagens Medicin.

"Jeg var til samtale med blandt andre Kristian Lund. Efter samtalen fik jeg at vide, at jeg desværre ikke havde fået jobbet, men Kristian Lund forsikrede mig, at han ville vende tilbage", fortæller Pia Fuglsang Bach.

Hendes umiddelbare tanke var, at "ja ja, det siger de alle sammen". Men Kristian Lund vendte faktisk tilbage og tilbød i stedet jobbet som redaktionschef på Børsens Nyhedsmagasin. Pia Fuglsang Bach har en teori om, hvorfor hun fik netop det job.
"Jeg tror, han var faldet for mit drive. Jeg har et enormt drive, og sådan virker jeg på folk. Så Kristian Lund turde godt ansætte mig, selvom jeg ikke vidste noget om erhverv. Men det lærte jeg".

I det hele taget har Pia Fuglsang Bachs karriere været præget af uforudsigelige veje, hvor hendes netværk har spillet en central rolle. Hun tror på, at tilfældighederne afgør karrierevejen og har efter eget udsagn aldrig lagt en plan for, hvor hun skulle hen på den professionelle sti. Den røde tråd er og bliver dog magasinjournalistikken. Hun har aldrig lavet nyheder, og har, som hun siger, "aldrig haft lyst til det".

Første møde med magasinverdenen kom i 1990, da hun med en cand.com anno 1989 fra RUC under bæltet indtog en stilling som redaktionssekretær hos Bonniers Specialmagasiner, hvor hun blandt andet lavede sundheds- og livsstilsbladet iForm. Et forlag, som hun i høj grad betragter som en læreplads.

Da hun i 1994 forlod Bonniers Specialmagasiner, gik turen til Sygeplejersken. Derefter forlod hun sundhedsstoffet for en kort periode som redaktionssekretær på Ingeniøren.
"Det var alt for nørdet til mig", nærmest sukker Pia Fuglsang Bach, når hun kigger tilbage på tiden med teknik og naturvidenskab som stofområde.

Efter Ingeniøren var hun ivrig efter at komme tilbage på sundhedssporet igen, men tilfældighedernes spil gjorde altså, at arbejdspladsen i stedet blev Børsens Nyhedsmagasin, som i 2002 skiftede Børsens-præfikset ud med Berlingske. Her fortsatte hun som redaktionschef indtil 2007, hvor hun satte sig i redaktørstolen. "Et ret enestående job", hvis hun selv skal sige det.

Som hun har været det på de fleste øvrige udgivelser gennem karrieren, er hun på Berlingske Nyhedsmagasin involveret i stort set alle processer og arbejder med mange forskellige faggrupper. Det motiverer hende, og hun har udviklet en sans for at lede et hold præget af diversitet.

"Man skal sørge for at give folk plads og respektere, at nogle bare er ti gange bedre til noget, end man selv er. For eksempel har fotografer mange ideer, som man skal lytte til i stedet for at give dem nogle færdige kasser, som tingene bare skal fyldes ind i. Det er meget vigtigt at have stor respekt for andres faglighed".

Pia Fuglsang Bach indrømmer gerne, at tiden lige nu er ret turbulent i branchen og også i det Berlingske Officin. Hun har accepteret, at konstante forandringer er et vilkår, og at det til tider kan være hårdt. Men:
"Jeg ville kede mig ihjel, hvis alle uger var ens".

Det enorme drive, som gjorde udslaget for det seneste uforudsigelige moment på Pia Fuglsang Bachs karrierevej, forekommer ganske tydeligt. Hun trives med at køre på den store klinge, men tempoet kan også sættes ned, og når det gør det, hvad laver hun så?

"Jeg ser rigtig meget dårlig fjernsyn, drikker noget god rødvin, løber og passer min familie og venner".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også