Virksomheder skal sikre magasin-salg

Det nye magasin CV skal for alt i verden ikke ligne et typisk dameblad, og så skal virksomhederne tilbyde det til deres kvindelige ansatte.
Tine Brødegaard Hansen
Det nye magasin CV skal for alt i verden ikke ligne et typisk dameblad, og så skal virksomhederne tilbyde det til deres kvindelige ansatte.

Sådan siger redaktør for Aller Press A/S' nye magasin CV, Susanne Hoeck, til MediaWatch om lanceringen af karrieremagasinet for kvinder, CV.

"Målet er, at CV skal kunne ligge fremme på skrivebordet på arbejdet, uden at kollegaerne stiller spørgsmålstegn ved det," siger Susanne Hoeck.

Hun fremhæver Berlingske Nyhedsmagasin som en inspiration for CV.

"Karrierekvinder læser Berlingske Nyhedsmagasin og en lang række fagblade, deres krav er ikke mere specielle end mænds, men det er primært mandlige læseres behov der tilgodeses i de udgivelser."

Det er baggrunden for CV, der er rettet til karrierebevidste kvinder, fra den studerende til hende med fuldt blus jobbet.

"Jeg tror på forretningen i det. Alt peger på, at virksomhederne gerne vil styrke deres kvindelige ansatte og gøre dem opmærksomme på karrieremulighederne. Jeg har organiseret mange workshops og udviklingsdage i virksomhederne med det formål. I den sammenhæng koster tilbuddet om et karrieremagasin jo ingenting," siger Susanne Hoeck.

Hun hentyder til, at en del af CV's forretningsmodel går på at få abonnementer via virksomheder med fokus på mangfoldighed i medarbejderstaben.

"Aller Press A/S er en koncern der er stærk på kiosksalg, og det skal også være muligt at købe CV der, men der er god signalværdi i at knytte magasinet til erhvervskunder."

Karrierenetværk skal også bære magasinet frem. Det er Susanne Hoecks mål at opbygge en høj grad af engagement hos læserne, der giver sig udslag i indflydelse på indholdet.

"Karrierekvinder har i årevis efterspurgt et magasin målrettet dem, i de professionelle netværk jeg har deltaget i. Når CV kommer på gaden, får de lov at vise, om de mener det," siger Susanne Hoeck.

Indholdet får et pust fra udlandet i kraft af tre freelancere placeret i Paris, Shanghai og Washington, der bidrager med internationale tendenser, virksomhedsportrætter og interviews med markante kvinder.

Når Euroman kårer de mest magtfulde mænd, skriver kvindemagasiner om designpriser og kosmetik. Det giver et hul i kvinde-magasinmarkedet, som Susanne Hoeck mener, at CV vil udfylde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også