Meghan vinder endnu engang over tabloidavis i retten

Hertuginde Meghan kalder afvisning af appel fra tabloidavis en "sejr". Hun håber på opgør med "løgne".
Hertuginde Meghan håber, rettens afgørelse kan være med til at ændre "ondskabsfuld" tabloidindustri | Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Hertuginde Meghan håber, rettens afgørelse kan være med til at ændre "ondskabsfuld" tabloidindustri | Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/REUTERS

En britisk domstol har torsdag afvist en appel fra en tabloidavis, som er dømt for at have krænket hertuginde Meghans privatliv.

Avisen Mail on Sunday blev tidligere på året af High Court (svarer til landsretten, red.) dømt for at have trykt dele af et brev, som Meghan Markle skrev til sin far.

Avisen skulle offentliggøre en undskyldning på sin forside og betale sagens omkostninger.

Appeldomstolen i London har torsdag afvist en anke fra Mail on Sunday og givet hertuginde Meghan ret i, at indholdet af brevet var "personligt, privat og ikke en sag af legitim offentlig interesse.".

Der lægges vægt på, at det ikke var nødvendigt at offentliggøre så store dele af brevet, som avisen gjorde.

Vil vise vejen

Med afvisningen slipper hertuginden for at skulle tage del i en retssag, hvor både hun og hendes far skulle have vidnet.

"Dette er en sejr ikke blot for mig, men for enhver, der nogensinde har været bange for at forsvare det, som var det rette at gøre," siger hun i en meddelelse.

"Denne sejr kan danne præcedens. Men det, som er allermest afgørende, er, at vi i fællesskab er modige nok til at ændre en tabloidindustri, der lærer folk at være ondskabsfulde og profiterer af de løgne og den smerte, som de skaber."

Mail on Sunday har ikke umiddelbart reageret på afgørelsen.

Hertuginde Meghan skrev det fem sider lange brev, efter at hendes og farens forhold var brudt totalt sammen inden hendes bryllup med prins Harry i maj 2018.

Avisens advokater har blandt andet argumenteret med, at hertuginden måtte have vidst, at indholdet af brevet kunne komme til offentlighedens kendskab, da hun skrev det. Det har hun imidlertid afvist.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også