Topchef om navneskifte i Egmont: Nyt brand viser, hvor vi er i dag

Med navneskiftet til Story House Egmont sætter koncernen streg under den udvikling af magasinforretningen, som selskabet har gennemgået de seneste år, siger topchef Torsten Bjerre Rasmussen.
Egmonts inhouse bureau Creative står bag det nye logo og brand Story House Egmont, som afløser brandet Egmont Publishing. | Foto: PR/Story House Egmont
Egmonts inhouse bureau Creative står bag det nye logo og brand Story House Egmont, som afløser brandet Egmont Publishing. | Foto: PR/Story House Egmont

Egmont lægger med indgangen til 2021 brandet Egmont Publishing i graven og siger goddag til det nye divisionsnavn Story House Egmont.

Navneskiftet skal markere og afspejle den forretningsudvikling, virksomheden har gennemgået de seneste år uden at kappe rødderne til kernen, lyder det fra adm. direktør for Story House Egmont, Torsten Bjerre Rasmussen.

"Med Story House Egmont afspejler vi hele Egmonts DNA, "We bring stories to life" (Egmonts payoff, red.), som for os er det centrale, samlende element. Jeg er stolt over, hvordan vi på toppen af vores mangeårige, publicistiske fundament har bygget fremgangsrige vækstforretninger, så vi både producerer indhold i verdensklasse og skaber stærke forbrugerfællesskaber," siger udtaler topchefen i en pressemeddelelse.

Tid til modernisering

Navneskiftet fra Egmont Publishing til Story House Egmont er blevet gennemført mandag og kommer i forlængelse af magasinhusets investeringer i e-handel og marketingbureauer med digitalt sigte de seneste år.

"Det er områder med meget stor vækst, som nu er blevet en væsentlig del af vores samlede forretning, der nu står på tre stærke ben: media, e-commerce og agencies," siger Torsten Bjerre Rasmussen i meddelelsen og fortsætter:

"Derfor er det tid til, at vi moderniserer, hvordan vi møder vores partnere, kunder, brugere og læsere - og hvordan vi ser på os selv. Fremover er vi Story House Egmont, et brand der peger fremad og signalerer, at under vores tag går medier, teknologi, konsumentrelationer og historiefortælling hånd i hånd."

Efter omorganisering

Egmont omorganiserede i efteråret divisionen, så de nordeuropæiske aktiviteter er samlet under en og samme ledelse, dog med undtagelse af de norske, og navneskiftet bliver rullet ud i alle markeder.

Story House Egmont udgiver brands som Euroman, Hjemmet og Anders And samt børneblade i flere lande.

Inden for e-handel driver selskabet bl.a. forretningerne Outnorth, Jollyroom, Bageren och Kocken og Med24, mens bureauforretningen tæller virksomheder som S360, Ingager, Cloudmedia, Sempro og KAN.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også