Grakom kommer med klimaløfte for tilbudsaviser efter debat om miljøbelastning

Den grafiske branche indfører nu en ny miljø- og klimastandard for tilbudsaviser, oplyser brancheorgansation. Det sker efter forslag om at nedbringe antallet af tilbudsaviser på grund af miljøbelastningen.
Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix

Den grafiske branches erhvervsorganisation, Grakom, indfører en ny grønnere standard for produktionen af tilbudsaviser. Det skriver organisationen i en presemeddelelse.

Den nye standard indebærer, at tilbudsaviserne bliver produceret på Svanemærkede tyrkkerier og på papir, der er FSC-mærket. Derudover vil klimabelastningen for den enkelte tryksag kunne beregnes med værktøjet Climatecalc.

Med standarden indfører Grakom samtidig et klimaløfte, der skal garantere, at mindst 90 pct. af alle danskproducerede tilbudsaviser og reklamer, der husstandsomdeles fra 1. juli 2020, vil overholde kravene.

"Der har været en del debat om tilbudsavisernes miljø- og klimabelastning på det seneste. Derfor er det væsentligt for os at understrege, at vi naturligvis tager ansvar," siger Thomas Torp, adm. direktør hos Grakom, i pressemeddelelsen.

Debatten om de trykte tilbudsavisers berettigelse i en tid, hvor klimaet er i fokus, blev skudt i gang, da Coop op til jul i et brev til klimaminister Dan Jørgensen (S) foreslog et forbud mod tryksagerne for at mindske ressourceforbruget. Kort efter foreslog SF at ændre den glædende Nejtak-ordning til en Jatak-ordning, så de enkelte husstande aktivt skal vælge de husstandsomdelte tilbudsaviser til.

De forslag er blevet kritiseret af Grakom, der med det nye klimaløfte forsøger at komme politikernes grønne dagsorden mere i møde.

"Vores erfaring er, at man kan nedbringe CO2-belastningen til en tredjedel alene ved valg af det rigtige papir og den korteste transportvej. Når vi i Danmark samtidigt har et papirgenbrugssystem i verdensklasse, så er tilbudsaviserne samlet set en ganske miljømæssig ansvarlig løsning," siger Thomas Torp, der samtidig opfordrer til, at detailhandlen får produceret deres tilbudsaviser i Danmark, så de lever op til den nye standard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også