Nordisk Film udnævner ny direktør for medieforretningen

Egmont har fundet intern afløser som ny topchef for den samlede nordiske medieforretning i Nordisk Film.
Theis Hector, nordisk CEO, Nordisk Films medieforretning. | Foto: PR/Egmont
Theis Hector, nordisk CEO, Nordisk Films medieforretning. | Foto: PR/Egmont

Theis Hector er blevet udpeget som adm. direktør for Nordisk Films samlede medieforretning i Norden, oplyser Egmont, der ejer Nordisk Film, i en pressemeddelelse.

Den nye topchef er hentet internt fra en stilling som direktør for Dansk Reklame Film. Posten som direktør for Nordisk Films nordiske medieforretning har været ubesat, siden Claus Rothoff Brix tidligere på året forlod den for at blive kommerciel direktør på Ekstra Bladet.

"Theis kender forretningen indgående, og han ved, hvad der skal til for at tage vores medieforretning til det næste niveau. Det er derfor naturligt, at han nu overtager den ledige stol som Nordisk CEO," udtaler Asger Flygare Bech-Thomsen, adm. direktør for Nordisk Film Biografer, i meddelelsen.

I sit nye job får Theis Hector bl.a. ansvaret for Dansk Reklame Film, Media Direct Norge og Airmagine, der sælger digitale reklameløsninger til bl.a. lufthavne.

Posten som direktør for Dansk Reklame Film er nu ubesat, og blandt Theis Hectors første opgave er at finde hans egen efterfølger på den post.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også