Disney lover "robust vækst" efter køligt regnskab

Højere programudgifter og færre abonnenter trækker Disneys kabel-tv forretning ned i det seneste kvartalsregnskab, hvor sportsatsning har skuffet.
/ritzau/FINANS

Den amerikanske mediekoncern Walt Disney leverede torsdag efter børstid et ringere regnskab, end analytikerne havde ventet.

Den problemramte tv-division, der er kilde til halvdelen af Disneys indtægter, giver fortsat panderynker hos analytikerne, men koncernen lover bod og bedring i det ny regnskabsår.

Nettoresultatet løb op i 1,10 dollar per aktie for det forskudte fjerde kvartal, der sluttede ved udgangen af september. Analytikerne havde estimeret et resultat på 1,16 dollar per aktie.

Omsætningen faldt 2,7 pct. til 13,1 mia. dollar mod analytikeres estimerede 13,5 mia. dollar, skriver Bloomberg.

Fodbold skuffer

Indtjeningen i alle fire Disney-divisioner har været vigende i perioden med selskabets kabel-tv-enhed, der er koncernens største virksomhed, under pres fra højere programomkostninger, lavere annoncesalg og færre abonnenter.

Blandt andet har Disney haft problemer med at få den ventede indtjening fra amerikansk fodbold - National Football League.

Skylden for de lave kvartalsdata sendes videre til den skæve finanspolitiske kalender, der i år har været en uge kortere. Administrerende direktør Bob Iger lover bedring i 2018.

"Vi forventer at vende tilbage til mere robust vækst i finansåret 2018 og fremover," lød det fra Iger, der pegede på kommende film, hvor blandt andet animerede film og nye udgivelser af "Star Wars" indgår.

Aktien steg 2,4 pct. i eftermarkedet.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også