Monday hyrer programchef til nye satsninger

Der skal satses på fire områder i den underholdende del af spektret og til det har Monday hyret en programchef med fortid på Mastiff.
Foto: PR
Foto: PR

Produktionsselskabet Monday vil fremover satse på fire nye områder. Det drejer sig om underholdning, events, comedy og børn. Til at lede satsningen har Monday hyret Thomas Meyer som programchef. Det skriver Monday i en pressemeddelelse.

"Vi kan se nye muligheder for danskudviklet underholdning hos de danske broadcastere, ligesom events er en helt særlig genre, der vokser i betydning, men som få selskaber kan levere. Med Thomas Meyer, der har stor ekspertise inden for begge områder, står vi rigtig godt til at skabe nye unikke underholdningsprogrammer og events," udtaler adm. direktør i Monday, Martin Dalgaard, i meddelelsen.

Monday har allerede leget med underholdning og events. Det er sket via særligt TV 2 Charlie, hvor selskabet står bag titler som Jarls Quizshow, Charlies Revygalla og Dobbeltgænger. Derimod er Comedy ukendt farvand for Monday.

Den nye programchef Thomas Meyer kommer med en fortid som udviklingschef og programchef på Mastiff. Senest har han været medstifter af selskabet Diamond.

"Det er en dejlig pirrende udfordring at skulle udvikle og producere mine hjemmebanegenrer både til godt gedigent lineært tv, men også til fremtidens platforme og kunder. Monday er et hus med en stærk kreativ kraft,” udtaler Thomas Meyer.

Thomas Meyer starter i sin nye stilling 1. November.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også