DR3 har købt rettigheder til "Skam"

DR3 henter NRK’s roste ungdomsserie til skærmen og sender de to første sæsoner fra december.
Foto: NRK
Foto: NRK
IDA-MARIA AASTRUP, LOUISE RESEKE

Efter weekendens premiere på tredje sæson af "Skam", melder DR3, at kanalen netop har købt rettighederne til at sende de to første sæsoner af tv-serien, der toner frem med danske undertekster på kanalen til december. Det skriver Metroxpress.

”Vi har ligesom alle andre fulgt ’Skam’ med stor interesse, og nu er det endelig faldet på plads, hvilket vi er super glade for,” fortæller kanalchef for DR3, Steffen Raastrup, til Metroxpress.

Han afviser samtidig, at det har krævet hårde forhandlinger eller dybe greb i lommerne at få serien til kanalen.

Skam er produceret af DR's norske public service-pendant NRK og handler om fem gymnasieveninder i Oslo og deres livtag med kærlighed, venskaber, mobning og studieliv.

800.000 nordmænd har fulgt serien på traditionelt tv, lige som serien, der først sendes som korte webisodes, er blevet flittigt streamet på NRK's hjemmeside.

Serien er af Politiken tidligere blevet kaldt "verdens bedste ungdomsserie" og vandt for nylig prisen som bedste nordiske dramaserie ved tv-festivalen Nordiske Seriedage i Oslo, kåret af udvalgte skandinaviske anmeldere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også