DR-chef afviser sexisme i bageprogram

Seere kritiserer "Den store bagedyst" på DR1 for at være sexistisk. Programchef beklager, hvis programmet har stødt seere.
Foto: Sanne Christophersen/DR
Foto: Sanne Christophersen/DR
JULIE STEENBUCH HOLT, MORTEN STEEN

I gårsdagens udgave af DR1’s populære bageprogram "Den store bagedyst" blev deltageren Gunnar Weis Reinhardt sendt ud i mørket af dommerne, fordi hans kage ikke udstrålede tilstrækkelig meget mandehørm.

Det har efterfølgende affødt en seerstorm mod DR, der beskyldes for at være sexistisk og besidde en gammeldags kønsopfattelse.

Programchef på "Den store bagedyst", Søren Juul Baunsgaard, forsvarer på dr.dk udsendelsen og dommernes valg efter den massive kritik af beslutningen om at sende den homoseksuelle Gunnar Weis Reinhardt ud af programmet.

"Det handler ikke om sexisme eller homofobi. Det handler om en bagedyst, og det er en konkurrence, hvor vi skal sige farvel til en deltager hver uge. Dommerne beslutter sig ud fra en faglig vurdering af det produkt, deltagerne har lavet - og på, om den opgave, der er beskrevet, er løst. I går var det dommernes vurdering, at Gunnars samlede præstation gjorde, at det var ham der skulle forlade programmet,” udtaler Søren Juul Baunsgaard til dr.dk.

Temaet i gårsdagens afsnit af "Den store bagedyst" var mandehørm, og her skulle deltagerne blandt andet bage en kage til en polterabend for mænd. Bedømmelsen af kagen, der sendte deltageren ud af programmet, var dog, at den signalerede mere barnedåb end mandehørm.

Det har skabt heftig debat, og seere beskylder programmet for at være "sexistisk", "kønsstereotypt" og "pinligt og beskæmmende", skriver Ekstra Bladet.

Søren Juul Baunsgaard slår dog overfor dr.dk fast, at hensigten ikke var at støde nogen, men at formålet med temaet var at "skabe en anderledes ramme". Han beklager samtidig over for seerne, at udsendelsen har været stødende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også