Facebook-logo på DR1 afføder kritik

Radio- og tv-nævnet giver DR kritik for at fremhæve Facebook-logo i "Aftenshowet".
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv

I 47 sekunder figurerede et logo for Facebook på skærmen i "Aftenshowet" på DR1 i begyndelsen af juni. Det var for lang tid, mener Radio- og tv-nævnet, der udtaler kritik af den langstrakte fremhævelse af logoet for det sociale medie. Det skriver dr.dk.

"Samlet set finder Radio- og tv-nævnet, at visningen af Facebook-logoet i sin konkrete form og varighed går ud over, hvad der er redaktionelt berettiget. Nævnet finder derfor, at udsendelsen indeholder en uberettiget fremhævelse af Facebook i strid med reglerne om skjult reklame," lyder det ifølge dr.dk i afgørelsen.

"Aftenshowet" havde bedt seerne om at dele sommerbilleder på tv-programmets Facebook-side, og logoet for det sociale medie optrådte på skærmen, mens fem seerbilleder blev vist i slutningen af udsendelsen. Logoet og omtalen fik efterfølgende en seer til at klage til Radio- og tv-nævnet.

Ikke enigt nævn

Det er ikke et enigt nævn, som står bag kritikken af DR. Tre ud af nævnets otte medlemmer, der træffer beslutninger i sager, hvor der ikke indgår ytringer om race, køn, religion, nationalitet og fremme af terrorisme, mente ikke, at logoet for den amerikanske virksomhed var problematisk.

Der var derimod tale om en redaktionel berettiget og dermed lovlig kildehenvisning, lød deres vurdering.

Selve omtalen af Facebook var ikke i sig selv problematisk, fastslår nævnet.

"Radio og TV-nævnet finder, at der består en relevant redaktionel sammenhæng mellem programmets indhold, hvor der omtales og vises brugenes billeder fra DR’s Facebook-side, og henvisningen til Facebook som kilde. Radio- og tv-nævnet har på den baggrund ikke bemærkninger til programværtens mundtlige henvisning til Facebook," konkluderer Radio- og tv-nævnet ifølge dr.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også