Medie: TV 2 søger støtte til mere Norskov

TV 2-dramaserien kan stå over for endnu en tur på skærmen efter ansøgning om støtte. Også "Lykke-Per" har søgt om yderligere støtte.
Billede fra første sæson af "Norskov". | Foto: Martin Dam Kristensen/TV 2
Billede fra første sæson af "Norskov". | Foto: Martin Dam Kristensen/TV 2

Dramaserien "Norskov" havde premiere i efteråret 2015 på TV 2. Seertallene var ikke helt i top, og meldingen lød, at der ikke var en ny sæson på vej. Men det kan ændre sig, skriver Jyllands-Posten.

I hvert fald er der søgt udviklingsstøtte til serien hos public service-puljen. Det er SF Film, der producerer serien.

Første sæson af Norskov tiltrak i gennemsnit 634.000 seere, og det var ikke på niveau med TV 2's forventninger.

"En stor og meget bekostelig fiktionsserie skal ramme meget bredt, og her er et seergennemsnit på 634.000 ikke godt nok. Seertilslutningen og seerandelen har ikke været stigende gennem sæsonen, og i den situation vil vi prioritere andre af de spændende og gode fiktionsprojekter, som er under udvikling hos TV 2 og i produktionsselskaberne. Danske fiktionsserier har samme høje fokus for TV 2 i de kommende år, som det har været tilfældet i rekordåret 2015," sagde TV 2's fiktionschef, Katrine Vogelsang, kort efter afslutningen på første sæson af dramaserien.

Jyllands-Posten skriver, at TV 2 også har søgt yderligere støtte til serien "Lykke-Per". Den har allerede fået over 12 mio. kr. fra puljen, men det er et stykke fra seriens budget, som ifølge Jyllands-Posten er på 55 mio. kr.

Senest har flere politikere erklæret sig klar til at støtte serien økonomisk. Det skal ske ved at øremærke en del af de 73 mio. kr. i overskydende licens, som skal fordeles. Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, har foreslået, at serien skal støttes med 20 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også