MTG: Ingen uenighed om Black Widows

MTG i Danmark afviser ugeblads historie om strid om tv-serie. Anden sæson af tv-serien får premiere på MTG's tjeneste Viaplay.
Foto: PR foto/MTG
Foto: PR foto/MTG

Der hersker ingen strid mellem den danske og svenske del af MTG om dramaserien "Black Widows", som ugebladet Her&Nu forleden skrev. Anden sæson af tv-serien får premiere på MTG's tjeneste Viaplay.

Det skriver MTG's kommunikationsafdeling i en skriftlig kommentar til MediaWatch som en reaktion på, at ugebladet Her&Nu i fredags bragte en historie om påståede interne uenigheder omkring serien.

"Der er bestemt ikke tale om en intern strid mellem MTG Danmark og Sverige. Vi har et rigtig godt samarbejde og laver ofte produktioner på tværs af Skandinavien. Så der er ingen af landene, der forsøger at slippe for sine forpligtelser. Og Black Widows premierer selvfølgelig på Viaplay," skriver MTG.

Her&Nu skrev, at den danske del af MTG ifølge ugebladets oplysninger har forsøgt at slippe for sine forpligtelser i forbindelse med serien, efter at den første sæson af serien oplevede stor seerfrafald i Danmark undervejs. Omvendt har serien været en succes i Sverige, hvor en ny sæson allerede er blevet annonceret. Det skal ifølge Her&Nu have resulteret i, at flere af de danske skuespillere ikke optræder i manuskriptet til sæson to.

Optagelserne til sæson to af Black Widows er endnu ikke begyndt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også