Obama springer ud som BBC-journalist

Hans første interviewoffer er den aldrende britiske journalist og naturforkæmper David Attenborough.
Foto: The White House
Foto: The White House
RITZAU

Til daglig er han præsident i USA, men på søndag springer Barack Obama ud som journalist for BBC, når han interviewer den 89-årige britiske miljø- og naturforkæmper David Attenborough.

Det kan man forvisse sig på det klip fra interviewet, som BBC allerede har lagt ud.

Mødet mellem Obama og Attenborough fandt sted i Det Hvide Hus, og emnet de to taler om er klimaforandringer. 

"Jeg har været en meget stor beundrer af dit arbejde i meget lang tid," fortæller Obama den stadigt vitale 89-årige Attenborough.

Naturhistorie fænger

Obama spørger ham, om det ikke er rigtigt, at børn i dag ser ud til at være mere optaget af miljø og klima end nogensinde før. Han fortæller, at hans to døtre i al fald ikke sætter spørgsmålstegn ved klimaforskerne og den globale opvarmning.

"Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke er interesseret i naturhistorie, og tag bare det simpleste: En femårig, som vender en sten, ser hvad der er under og udbryder "sikke et skatkammer"," svarer Attenborough.

Han undrer sig over, at den nysgerrighed ofte forsvinder i takt med alderen.

Obamas mærkesag

David Attenborough har siden 1960'erne været den mest berømte journalist på BBC's naturprogrammer og regnes i dag som en institution i Storbritannien.

Talrige af hans programmer har gennem mange år været vist på dansk tv.

Præsident Obama har gjort bekæmpelsen af klimaforandringer til en af sine vigtigste mærkesager i den sidste del af hans præsidentperiode, og han har fortalt, at han er opsat på nå en international aftale om at begrænse udledningen af klimagasser på FN's klimatopmøde i Paris til december.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også