Avis: Dansk parabolproducent gør klar til salg

Jysk virksomhed specialiseret i løsninger til tv- og radiomodtagelse, er angiveligt sat til salg og kan indbringe de danske ejere et trecifret millionbeløb, skriver Børsen.

Den danske virksomhed Triax, der bl.a. leverer paraboler og set top bokse, kan stå overfor et ejerskifte, skriver Børsen.

Ifølge avisens oplysninger er investeringsbanken SEB blevet hyret til at undersøge mulighederne for et salg af Triax, der har hovedsæde ved Horsens og beskæftiger omkring 350 ansatte.

Virksomheden har datterselskaber i en række europæiske lande og har en omsætning på 750 mio. kr. ifølge selskabets website. Virksomheden er ejet af det fynske selskab Nielsen & Nielsen Holding, der tegnes af de to velhavere; Svend Aage Nielsen og Carl Christian Nielsen.

Hverken ejer eller ledelse ønsker dog at bekræfte oplysningerne, men afviser heller ikke salgstankerne.

"Jeg afviser ikke noget som helst. Alt er til salg på et givent tidspunkt, og jeg vil ikke give nogen garantier. Der købes og handles hver eneste dag," siger Carl Christian Nielsen til Børsen.

Prisen for Triax skal angiveligt ligge mellem 300 mio. og 500 mio. kr.

Triax blev grundlagt i 1949, og har været ejet af Nielsen & Nielsen Holding siden 1987. Koncernen driver i alt fem selskaber og har samlet en omsætning på 2,3 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også