DR snupper kanalredaktør fra TV 2 Fri

Kanalredaktør på TV 2 Fri "kapper navlestrengen" til nichekanalen for at blive ny livsstilsredaktør på DR1 med ansvar for bl.a. Hammerslag.
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Micha Barken-Fuglede slipper 1. maj tøjlerne i TV 2's nichekanal om fritidsliv og livsstil, TV 2 Fri, for at blive ny livsstilsredaktør for DR1. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Hun kommer fra en stilling som kanalredaktør på TV 2 Fri og får i DR blandt andet redaktøransvaret for programklassikere som Hammerslag, Skattejægerne og Kender du typen. Samtidig skal hun være med til at videreudvikle livsstilsområdet på DR's hovedkanal.

”Micha har stærke evner og stor erfaring med at producere og udvikle nye programmer og programserier til tv – ikke mindst inden for livsstil og det, vi beskæftiger os med, når vi har fri. Det er et af de helt centrale stofområder for DR1, og jeg glæder mig til, at hun starter,” udtaler DR1’s kanalchef, Pil Gundelach Brandstrup, i meddelelsen.

Forlader hjertebarnet

Micha Barken-Fuglede kommer med næsten 20 års erfaring med at arbejde med tv, ikke mindst fra produktionsmiljøet. De seneste to år har hun haft ansvaret for at lægge strategien, udvikle og lancere TV 2 Fri. Før da har hun blandt andet været producent hos Sand TV, redaktionschef hos Nordisk Film og redaktør, redaktionschef og tilrettelægger hos Mastiff.

"Jeg har altid haft en stor passion for livsstil og glæder mig meget til at blive en del af det dygtige redaktør-team på DR. Jeg håber, at jeg med min brede erfaring fra 16 år i produktionsmiljøet og senest som redaktør på TV 2 Fri, kan være med til at styrke livsstilsstoffet på DR. Det har været en svær beslutning for mig at kappe navlestrengen til hjertebarnet TV 2 Fri, men kanalen har haft en stabil fremgang i den seneste tid, og derfor er tiden nu den helt rigtige for mig til at kaste mig over nye udfordringer på DR," siger hun.

Micha Barken-Fuglede kom til TV 2 Fri i starten af 2013 op til lanceringen af kanalen, der blev søsat som et moderne bud på "slow-tv" med hovedfokus på fritids- og friluftsliv. Svage seertal har siden fået TV 2 til at ændre konceptet bag kanalen, der i begyndelsen af i år blev relanceret som ren livsstilskanal.

I DR skal Micha Barken-Fuglede delvist tage over for Dorthe Thirstrup, der hidtil har stået alene i spidsen for livsstilsstoffet på DR1, men nu får udvidet sit område med mere reportage- og faktastof, oplyser DR. Hun vil fortsat være inde over livsstilsstoffet og sidde med enkelte livsstilsprogrammer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også