De to store tv-stationer køber mere ind ude i byen. Hvor især DR tidligere har udviklet og produceret det meste tv-indhold selv, bestiller virksomheden i dag mange flere programmer hos produktionsselskaberne. Dels fordi virksomheden skal lægge en større del af programproduktionen ud i produktionsmiljøet ifølge Medieaftalen, dels fordi det giver strategisk mening for DR.

De store public service stationer er i højere grad blevet udgivere af bestilt indhold. Det har givet arbejde til strateger og programplanlæggere, der under hensyn til dækning og share, analyserer sig til sammensætningen af den bedste sendeplan.

Kreative går fra broadcastere til producenter

Det giver færre eksperimenter, for det kræver trods alt en solid økonomisk polstring at vove pelsen med satsninger inden for tv, og dén slags penge er der ikke mange af. Især ikke for kommercielt tv. Men til gengæld ved de store stationer, hvad de får: Nemlig det, de har bestilt. 

Sådan har det stort set altid været på TV 2. Men på DR er det en strategi, der har taget til i en grad, at der faktisk købes mere, end virksomheden er forpligtet til. Samtidig (derfor?) har flere kreative programfolk især hos DR, sagt pænt farvel og i stedet søgt ud i produktionsmiljøet. Produktionsselskaberne har på fem år næsten fordoblet antallet af ansatte, og har bl.a. mandet op med værter, tilrettelæggere og redaktører.

Det nye kan komme når som helst

Hos produktionselskaberne er der nemlig brug for kreative. For et eller andet skal jo ramme skærmene, og selv om der bestilles det ene genoplivede format efter det andet, lever tv-drømmen om at finde på det næste nye stadig.

Og det fede er, at det næste nye kan komme når som helst.  For lige nu opruster dagblade og magasiner.

De trykte medier har (endelig) fundet ud af, at vejen ud af papirkrisen kan være digital, og at læserne også godt kan lide levende billeder. Så nu investerer især aviserne i udstyr og alliancer med andre nyhedsmedier for at løfte dén opgave. Børsen satser på tv-indhold, TV 2 og Berlingske fornyet samarbejdet og kommer til at give Børsen kamp til stregen, og EB skal lave tv med MTG. Der tænkes stadig primært i nyheder/doku-genren, og især erhvervslivet skal nurses – men før eller siden må det synke ind på dagbladene, at alle de tillæg, papirudgaverne indeholder, også har en målgruppe, der elsker tv om film, musik, hus, have, boligindretning og forbrugerstof om alt mellem himmel og jord. Spørg bare DR og TV 2.

Flow-tv bundet af traditioner

Fordi tv-stationerne har øget indkøbet, kan produktionsselskaberne tilbyde alle de kompetencer, der skal til for at lave godt indhold til attraktive målgrupper. De kan både producere og levere indhold, der ikke ligner noget, en 7. klasse har slæbt med ind, og de kan tilpasse formaterne de behov, VOD-seerne har.

Hvor de traditionelle tv-kanaler f.eks. er låst i flow-tv’s faste programlængder og populære sendetider, er udbydere af rent on demand tv helt fri for den slags. On demand tv fra de store tv-stationer er ganske vist fri af sendeplanen, men ikke af formatlængder. Programmerne er stadig skabt til flow-tv, og det giver de nye udgivere af tv-indhold mulighed for at eksperimentere med skæve længder, der er tilpasset hurtig sening på f.eks. mobil og tablet.

Formel på nye tv-formater mangler

Produktionsselskaberne kan på bestilling producere i alle størrelser, de kan eksperimentere med formgreb, og de nye udgivere (dagblade og magasiner) skal ikke udkomme på faste tidspunkter, og de behøver frem for alt ikke lave tv-indhold, der skal ses af en million for at være sine produktionsomkostninger værd. Til gengæld skal både produktionsselskaber og dagblade finde ud af, hvordan man skruer små nye formater sammen, så de også bliver penge værd. Og dén nød skal stadig knækkes.

Men så bliver det i grunden et meget sjovt dyr, der kommer ud af prik-øvelsen.