Så var den der igen. Endnu et forsøg på at slå rekorden i at formulere dumme spørgsmål. Så dumme, at de ikke kan besvares. Men de bliver stillet igen i morgen – af en journalist til en journalist. Vær vis på det.

Navnet på den seneste Spørgejørgen er ligegyldigt. Det kunne være så mange. Danske radio- og tv-værter er nemlig enige om at stange de samme fjottede spørgsmål ud dag efter dag, skønt de udgør ren tomgang, og skønt studieværterne anbringer deres udsendte kolleger i latterlige situationer.

Tåget udredning

"Bliver rocker X mon dømt?" spørger TV Avisens studievært den lille, frysende Claus Buhr, som ganske meningsløst er stablet op foran byrettens lukkede port kl. 21.30 – fem timer efter, at det sidste tegn på liv forsvandt fra retssalene.

Hvorfor den såkaldte retskorrespondent skal stå dér med en kameramand i regn og mørke, er mig ubegribeligt. Men så er det, studieværtens uundgåelige spørgsmål kommer; "Bliver rocker X mon dømt?"

Se, dét aner udegående reporter Buhr intet om, så han hakker udenom med en tåget udredning og et nervøst lille smil. Undertiden tror jeg, han håber, at lyden går ned, eller at kameraet sortner.

"Jeg er reporter - ikke spåkone"

Værre er det, når reportere i fjerne egne laver en stand up med sønderskudte ruiner og nysgerrige indfødte i baggrunden: "Der blev i dag udryddet mindst syv terrorister ved et luftangreb…osv." Så kommer det veltjente spørgsmål med usvigelig sikkerhed:

"Hvad mener den irakiske befolkning om bombetogtet?"

Spørgsmålet er meningsløst, fordi de udsendte ikke kan vide, hvad millioner af irakere måtte mene. Svaret er en ligegyldig, halvpinlig træden vande. Variationen er en Ulla Terkelsen, som ophøjer en lokal taxichauffør, der har kørt hende, til talsmand for hele sin nation ved at citere ham. Hvad vi seere så skal bruge dét til...

Kun de færreste korrespondenter har Mette Fugls slagfærdighed, da hun fik spørgsmålet om, hvordan en krig mon ville forløbe.

Mettes svar lød: "Det véd jeg virkelig ikke. Jeg er reporter – ikke spåkone."

Ser bosserne mon tv

Hvis flere udsendte tog sig sammen til at svare sådan, vil jeg skyde på, at hangen til at stille den slags trættende spørgsmål i få varianter ville aftage brat. De ofte unge mennesker, der uden tyngende viden anbringes i studiet, fordi de ser pæne ud, skal nu ikke bære hele ansvaret for de umulige, åbne spørgsmål og indholdsløse svar.

De har nogle chefer, som burde tage affære, når de dagligt hører deres journalister interviewe hinanden på meningsløs vis. Men måske ser bosserne ikke meget tv? Kan det tænkes, at de simpelt hen ikke kan holde det ud?