Anders Breinholt får nyt talkshow på TV 2
Tv-værten Anders Breinholt bliver i efteråret vært på et nyt stort talkshow på TV 2, som hedder Breinholt & Venner. Det betyder, at han holder en pause som vært på Natholdet indtil 2015, skriver TV 2.
Natholdet forsætter i mellemtiden med en værtsvikar, som TV 2 endnu ikke har sat navn på.
"Breinholt er en af de få værter, der ikke tager særlige hensyn til former og etikette. Den umiddelbarhed, der ligger i – stort set uden filter – at sige, hvad man tænker og samtidig at kunne slippe afsted med lidt af hvert, fordi der altid er en respekt bag hvert et ord, er en sjælden egenskab i mediebilledet. Det samme gælder den række af kendte gæster, han hver fredag får besøg af," udtaler TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen, i en pressemeddelelse.
Breinholt & Venner udspiller sig foran og sammen med et publikum og bliver i to afdelinger: I pausen mellem ’Vild med dans’ og efter ’Vild med dans – afgørelsen’.
"Jeg kommer til at invitere folk i studiet, som jeg ved, mange danskere gerne vil lære bedre at kende. Vi laver et program, der kommer til at emme af stemning – et show, hvor vi skal tale sammen, lege sammen og hygge os helt vildt sammen, ikke mindst med seerne," udtaler Anders Breinholt i en pressemeddelelse.
Breinholt & Venner har premiere 19 september.
Relaterede artikler:
Rekordår for Go' Morgen-producent
For abonnenter