Antallet af tv-kanaler er eksploderet i stuerne
![](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article5687033.ece/ALTERNATES/schema-16_9/tv-fjernbetjening.jpg)
På fem år er der sket en tredobling i de husstande, der har mere end 50 tv-kanaler at vælge imellem på tv'et, skriver Dr.dk.
Kulturstyrelsens rapport ’Mediernes udvikling i Danmark 2014’, viser, at mere end en halv mio. stuer (540.000) i dag har mere end 50 tv-kanaler på menuen, og det er tre gange mere end i 2008.
Til gengæld er antallet af husstande, der har valgt kun at have mellem en og fire tv-kanaler faldet med næsten 90 pct. i samme periode. Kun 1,8 pct. har holdt antallet af kanaler så langt nede.
Det mest udbredte i de danske husstande er mellem 31-50 kanaler at zappe imellem, det har 25,5 pct. af husstandene.
Især overgangen fra analog til digitalt tv i 2009 menes at have drevet den høje vækst.
Kulturstyrelsens opgørelse bygger på tal fra Gallups TV-Meter og Danmarks Statistik.