Brøndby vil tjene mere på sine tv-seere

Tv-rettigheder til Brøndby-kampe bliver ikke udbudt sammen med de andre klubber, når Superliga-rettighederne forhandles de næste 12 måneder.

Brøndby IF bliver ikke udbudt sammen med de 11 andre klubber, når tv-rettighederne til Superligaen skal forhandles de næste 12 måneder.  Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Klubben mener, at den får for lidt ud af den nuværende udbudsmodel, der ikke belønner klubbernes seermæssige styrke og værdi for tv-selskabet.

Brøndby er ikke et tophold i den aktuelle tabel, men trækker stadig flere seere end mange andre klubber. Til kl 19.00 kampe på søndage ligger seertallet til TV3+ kampe ca. ni pct. over gennemsnit, når Brøndby er med, oplyser TV3. Ikke inklusive sening via Viaplay.

"Vort ønske har hele vejen været en fælles aftale, men det har desværre ikke været muligt," siger Brøndby bestyrelsesformand Aldo Petersen til Ritzau

”Vi har forgæves forsøgt at vinde genhør for det synspunkt, at fordelingen af indtægterne i forbindelse med den næste tv-aftale i højere grad skal baseres på, hvem der står stærkest hos seerne”.

Aldo Petersen har også kritiseret, at der i den nuværende aftale ikke tjenes nok på de digitale rettigheder.

Direktør i Superligaen A/S, Claus Thomsen, bekræfter over for Ritzau, at Brøndby foreløbigt har sat sig uden for en aftale.

De andre 11 klubber i Superligaen A/S er enige om et fælles salg.

Fodboldudbud i opbrud

Betingelserne for det næste udbud af Superliga-rettigheder er under alle omstændigheder i opbrud, når de skal forhandles i løbet af 2014.

Udbudsstrukturen er justeret, så det bliver vanskeligere for ét tv-selskab - f.eks. TV3-koncernen - at sætte sig på alle Superligaens kampe.  Samtidig bliver det lettere for andre tv-kanaler at kunne vælge og vise de mest attraktive kampe. Det meddelte Konkurrencerådet i går i forlængelse af en ny afgørelse.

Superliga-rettighederne skal i udbud indenfor de næste 12 måneder, og en ny aftale træder i kraft 1. juli 2015.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også