Flere partier vil begrænse DR’s streaming

Det er et problem, at DR må streame alle de programmer, de har rettigheder til, på streamingtjenesten DR NU. Det mener medieordførere fra Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
af CHRISTIAN GRUNERT RANTORP

DR bør ikke have lov til at tilbyde amerikanske film og tv-serier på streamingtjenesten DR NU, mener medieordførere fra bl.a. Venstre og Dansk Folkeparti. Det skriver Altinget.

"DR skal ikke bruge danske licensmidler på at cleare rettigheder til amerikanske tv-serier eller Hollywood-produktioner, som i forvejen kan ses på andre streamingtjenster og tv-kanaler. DR skal holde sig til sine egenproduktioner, for ellers ryger hele formålet med, hvad licensen skal gå til," siger Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, til Altinget.

Som MediaWatch skrev tirsdag, arbejder DR på at sikre sig flere streaming-rettigheder, så det bliver muligt at streame de serier og film på nettet, der f.eks. bliver sendt dagligt på DR3.

Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, mener ikke, at DR behøver tilbyde mere streaming-indhold, siger han til Altinget. DR bør holde sig til sine egne programmer på DR NU og evt. de BBC-programmer, de har rettigheder til.

Enhedslistens medieordfører Jørgen Arbo-Bæhr mener også, at der skal være grænser for, hvad DR må streame, og grænsen kunne bl.a. gå ved Hollywood-film, siger han.

Jørgen Arbo-Bæhr er dog ikke enig med Morten Marinus i, at DR ikke skal udvikle sin streamingtjeneste.

"Hvis ikke DR kommer ind på streaming-området, vil det blive underløbet af alle mulige andre aktører. Derfor er det i orden, hvis DR vil bruge licensmidler på at streame deres udsendelser," siger han.

Hverken Socialdemokraterne eller Liberal Alliance har endnu taget stilling til spørgsmålet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også