DR-ledelse: Vi fortsætter forhandlinger

Det er indtil videre ikke lykkedes at finde besparelser nok til at undgå fyringer, men hvor mange stillinger der skal skæres i DR Sporten, vil DR Nyheders ledelse ikke kommentere.

DR Sportens medarbejdere har mandag eftermiddag nedlagt arbejdet og kræver, at ledelsen trækker varslede fyringer tilbage.

Ledelsen har, som led i en sparerunde, bedt alle medarbejdere på DR Sporten om at være på arbejde i morgen tidlig - en melding der typisk betyder prikkerunde.

Det er uacceptabelt, mener medarbejderne, der de seneste uger har forhandlet med ledelsen om at finde alternative besparelser for de berammede ca. 3 mio. kr.

Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder, ønsker ikke at kommentere på, hvor mange fyringer der er tale om, eller hvor mange årsværk der bredt skal skæres i DR Sporten.

”Vi vil prøve at finde løsninger og se på alle de typer omkostninger, der er. Vi har fundet besparelser andre steder (end personalebesparelser, red.), men det kan jeg ikke kommentere yderligere på,” siger han til MediaWatch.

Journalisterne er utilfredse med udfaldet af den sidste uges forhandlinger og opfordrer ledelsen til at trække beslutningen om fyringer tilbage og i stedet fortsætte forhandlingerne om at finde besparelserne andetsteds.

Anders Kern Boje ønsker ikke at kommentere på de konkrete udsigter til fyringer, men siger, at ledelsen vil fortsætte med at forhandle.

”Vi vil forhandle til sidste øjeblik og prøve at finde en løsning,” siger han.

Medarbejderne: Vi betaler prisen for ledelsens rod

Det er den daglige drift af DR Sporten, der er blevet for dyr, har Anders Kern Boje, tidligere meldt ud til MediaWatch.

Medarbejderne på DR Sporten har udsendt en udtalelse i forbindelse med arbejdsnedlæggelsen. De mener, at ledelsen har lavet rod i regnskaberne ved bl.a. at overskride budgetterne med 2- 3 mio. kr. sidste år - et problem, man blev opmærksom på i løbet af året. Medarbejderne er utilfredse med, at det nu er medarbejderne, der skal holde for på grund af overskredne budgetter.

"Det er altid uheldigt, når der skal spares, især hvis det rammer medarbejderne, men udgangspunktet er, at økonomien altid skal hænge sammen. Vi er blevet opmærksomme på, at der er en økonomisk udfordring på sporten, og det har vi løst i 2013. Jeg har stor sympati for medarbejdernes frustrationer, men vi er også nødt til at sikre, at økonomien hænger sammen på sigt," siger Anders Kern Boje.

Medarbejderne strejker, efter planen, indtil i morgen kl. 09.

I aften er der håndbold-landskamp, håndboldherrerne spiller mod Ungarn i Herning, og der er almindelige sportsnyheder kl. 22.20. Det kan blive en udfordring uden journalister.

”Jeg kan ikke sige, hvad det vil betyde, men vi arbejder meget hårdt på at finde en løsning, så det går mindst muligt ud over seere og lyttere,” siger Anders Kern Boje.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også