Tv-nyheder taber 500.000 seere

De store nyhedsudsendelser på DR og TV 2  har de seneste ti år mistet 480.000 seere. Værst ser det ud for TV 2 Nyhederne.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Da denne skribent kom til verden (i 1985) havde DR’s TV-Avisen ca. 2 millioner seere. Siden dengang er det kun gået ned ad bakke rent seertalsmæssigt for hovedudsendelsen, som i dag bliver sendt kl. 21.30. I første omgang var det konkurrencen fra TV 2, i starten af 90'erne, som gjorde indhug i seertallene, men heller ikke TV 2 har siden kunnet holde på seere til deres tidligere seermagnet, TV2 Nyhederne kl. 19.

Ifølge DR Medieforskning har DR og TV 2’s seerfyrtårne således mistet 480.000 seere på ti år, skriver Politiken.

Værst ser det ud for TV 2 Nyhederne kl. 19, som kunne mønstre 1,1 mio. seere i midten af 90’erne. I 2013 ser 564.000 seere med, hvilket er et fald i seere på 292.000 seere siden 2003.

Tallet begyndte for alvor at falde i 2009, fra 807.000, til 794.000 i 2010, 749.000 i 2011, 634.000 i 2012 og nu 564.000 i 2013.

Nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, siger til Politiken, at én nyhedsudsendelse ikke længere kan have den samme tiltrækningskraft. Seerne benytter nyhedsudsendelser på andre tidspunkter og på andre kanaler, som f.eks. TV 2 News.

”Folk spiser ikke længere aftensmad kl. 18 og sidder klar ved husalteret kl. 19. Deres vaner har ændret sig”, siger Michael Dyrby.

DR: Et tv-nyhedsprogram kan ikke ramme alle

TV-Avisen har til sammenligning ligget mere stabilt, men også her forsvinder seerne. Siden 2003 har 188.000 seere fundet på noget andet at lave end at se TV-Avisen kl. 21 (og nu 21.30), men det er der ifølge DR's nyhedschef en helt naturlig og teknologisk forklaring på, som ikke har noget med kvaliteten af TV-Avisen at gøre.

”Vi kan ikke længere lave et tv-nyhedsprogram, der rammer alle. Det tog avislæserne 15 år at omstille sig til det digitale. Det skal gå væsentligt hurtigere hos os på tv at få det til at køre med on demand og streaming”, siger Ulrik Haagerup til Politiken.

På Twitter skriver Haagerup, at DR er stolte af de nuværende seertal.

"TV-nyheder i krise, skriver Politiken. Tjo. 637.000 samtlige seere gør TVA til landets suverænt største nyhedsmedie. Det er vi stolte af," skriver Ulrik Haagerup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også