DR får 30 mio. ekstra til Grand Prix

Bredt forlig om de overskydende licensmidler sender både penge til DR, TV 2-regionerne og øremærker 17 mio. til regionale tv-projekter via Public Service Puljen.

(Opdateret med kommentarer fra Michael Aastrup Jensen og Mogens Jensen) Kampen om de mange overskydende licensmillioner, som både DR, TV 2-regionerne og flere regionale filmfonde har budt ind på, blev i dag afgjort med en bred aftale på Christiansborg.

Partierne bag den seneste medieaftale, der tæller rød og blå blok med undtagelse af Liberal Alliance, er blevet enige om fordelingen af puljen på knap 60 mio. kr.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

17 mio. til regionale tv-projekter

Ca. halvdelen af midlerne (29,8 mio.kr.) går til DR til at dække meromkostninger i forbindelse med Eurovision Song Contest 2014 i København. Derudover får de otte regionale TV 2-stationer 12,8 mio. kr. (1,6 mio.kr til hver som kompensation for bortfald af tidligere midlertidige bevillinger).

Endelig - og mest nyt - tilføres Public Service Puljen 17 mio. kr. i et engangsbeløb, der øremærkes til tv-projekter, der laves i samarbejde med Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn samt Københavns Filmfond for så vidt angår produktioner uden for Storkøbenhavn. De ekstra midler skal godkendes af EU-Kommissionen.

”Jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet blive enige om at give DR mulighed for et økonomisk løft til Eurovision Song Contest, som afholdes i Danmark i maj næste år. Der er tale om en meget stor begivenhed, som tiltrækker millioner af seere ikke bare i Danmark, men i hele Europa, og som på den måde vil være med til at øge interessen for Danmark i omverdenen. Jeg er også meget tilfreds med, at vi samtidig har kunnet styrke regional tv-produktion, bl.a. ved at afsætte midler under Public Service-Puljen til tv-projekter, der gennemføres i samarbejde med de regionale filmfonde, når det er notificeret for EU-Kommissionen,” siger kulturminister Marianne Jelved (R) i meddelelsen.

DR søgte først

Armlægningen om de ekstra millioner blev skudt i gang i september, da DR lagde ud med at søge om penge til at afholde næste års internationale sangkonkurrence.

Derefter meldte både TV 2-regionerne og de to regionale filmfonde,  Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn, sig ind i kampen.

Mens Socialdemokraterne var skeptiske over for at sende licensmidler til de regionale filmfonde, der ikke er licensfinansierede, var regeringsfællerne i De Radikale mere positive, lige som forligspartierne Venstre, Danske Folkeparti og Konservative.

Ved at kanalisere ekstra penge til Public Service Fonden, der er licensfinansieret, og øremærke dem til regionale tv-projekter i regi af de regionale filmfonde, har parterne altså fundet en måde at sende licenspenge ud i det private regionale tv- og filmmiljø.

V: Vi er meget tilfredse

Spørgsmålet har været den største knast i forhandlingerne bekræfter Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen.

"Vi har forhandlet længe, og der har været en del diskussion og juristeri om, hvordan vi kunne gøre det (støtte de regionale filmfonde med licensmidler, red.). Derfor er det absolut den bedst mulige aftale, vi har fået, inden for de jurabegrænsninger, der var. Og vi er mere end tilfredse med, at vi nu får sat 17 mio. kr. af, der målrettet skal bruges til tv-produktion uden for København," siger Michael Aastrup Jensen til MediaWatch.

Også Socialdemokraternes kultur- og medieordfører Mogens Jensen er tilfreds med aftalen, selvom han har hørt til den kritiske fløj.

"Det er i tråd med tidligere aftaler på området, hvor halvdelen er de overskydende midler er gået til DR. Samtidig får vi støttet initiativer, der giver bedre tv-produktion i provinsen. Det er winwin; hovedstadsområdet får sin del af midlerne og resten af Danmark får sin del, og det er jeg rigtig godt tilfreds med."

Havde du gerne set, at DR havde fået  en større andel af pengene?

"Der er den forskel, at DR har fået påført en udgift udefra, som jeg synes, det er rimeligt at hjælpe med, men jeg bakker helt op om den her løsning, fordi den både tilgodeser DR med et stort beløb, og samtidig hjælper Public Service puljen, de regionale filmfonde og TV 2-regionerne."

Det fremgår også af meddelelsen, at medieaftalekredsen vil undersøge, om ordningen, hvorefter Det Danske Filminstitut kan give støtte til dækning af meromkostninger ved, at film produceres uden for Hovedstadsområdet, i højere grad kan gavne producenter uden for Hovedstadsområdet.

De 60 mio. kr. stammer mestendels fra overskydende licensmidler i 2012.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også