Anmeldere griner ikke af DR2's søndagssatsning

”Pinagtigt kendissamvær” og ”pubertær sarkasme”, der smager som ”blendet madpakke”. Sådan lyder de første anmeldelser af DR2-satsningen ”Søndag Live”.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Det nye søndagsmagasin, quizprogram, talkshow mm., ”Søndag Live” på DR2, var et af de mest sete programmer på kanalen i forrige uge.

150.000 seere fulgte Anders Lund Madsen og resten af holdets udskejelser. En række anmeldere har også set programmet, og det havde de tilsyneladende gerne været foruden.

Ugens aktuelle nyheder og mediebegivenheder er udgangspunktet for programmet, der foregår i de tre forskellige tv-genrer; quiz, talkshow og reportage.

Hver sin genre har sin egen vært, og det er den første, som Anders Lund Madsen og den tidl. X Factor-værtinde Signe Molde står for. Her indleder de med quiz om ugen, der gik, mens den tidl. TV!TV!TV!-værtinde Ane Cortzen følger op med talkshow, og som rosinen i pølseenden følger journalisten Michael Jeppesen, kendt fra Ekstra Bladet mv., til sidst med en reportage, der følger en central person op til en afgørende begivenhed.

Kun Jeppesen fungerer

Og det er tilsyneladende kun Jeppesen, som slipper nogenlunde fra sin gerning i programmet, mener Informations anmelder, Katrine Hornstrup Yde.

”Mia Lyhne så for nylig tilbage på karrieren i et kort spørgsmål/ svar-interview i, vistnok, Gaffa. Har du fortrudt noget? Ja. Der var tv, Mia Lyhne havde medvirket i, som hun ikke var stolt over. Fjollede quizzer og sådan noget. Kort tid efter ser jeg så Mia Lyhne over for Iben Hjejle til ' ugen der gak'-agtig quiz på DR2s nye søndagshyggeflade, Søndag Live, ” bemærker Yde om quiz-seancen i programmet, som hun kalder ”pinagtigt kendissamvær” med Madsen i rollen som ”skabet abe”.

Ane Cortzen leverer efterfølgende et talkshowsinterview, som lugter lidt for meget af defensiv portvins-journalistik, mener Yde, som tilsyneladende ikke var særligt begejstret, da hun satte sig nede foran hakkebrættet og forfattede sit indtryk af programmet til dagens Information.

Politikens tv-anmelder Henrik Palle grinte heller ikke af premiereudsendelsen, som han fandt uskarpt og uden journalistisk ambition.

”Et åbningsprogram skal sgu sidde lige i skabet, og det gjorde første aftapning af ’Søndag live’ ikke i noget omfang. Det er lige før, en genudsendelse af Kanal 22 med Gorm og Gregers fra for en menneskealder siden ville være mere vedkommende,” skrev Palle i sin anmeldelse.

DR2 har svært ved at blive voksen

I en medieklumme i kristeligt Dagblad har den allestednærværende skribent, præst og debattør Sørine Gotfredsen fået nok af et DR2, som, hun mener, har svært ved at blive voksen.

”Søndag Live” bekræfter blot hendes indtryk af, at DR2 gerne dyrker den mest ”infantile form for humor”.

”Konceptet virker udpint allerede fra begyndelsen, og mens det er solgt under sloganet " Nu sker der noget nyt", er det modsatte desværre tilfældet. Alt er ved det gamle. Anders Lund Madsen klovner uden længere at være rigtig sjov, og gæster inviteres i studiet uden at blive udfordret på gennemtænkt vis, ” skriver Sørine Gotfredsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også