VG: Kampen mellem tv og net det vigtigste medieslag lige nu

Norske VG når nu flere unge end landets største kommercielle tv-station, TV 2, og opruster på web-tv, skriver Kampanje.
Foto: PR Foto, VG.
Foto: PR Foto, VG.

Den norske pendant til Ekstra Bladet, VG, puster landets største kommercielle tv-station TV 2, ejet af danske Egmont, i nakken. I hvert fald hvad angår den daglige dækning blandt de yngre målgrupper samlet på alle platforme. Det skriver Kampanje.com.

Blandt de 20-39-årige kunne VG allerede sidste år bryste sig af, at nå flere end TV 2, og det forspring er øget i år, hvor VG har en dækning på 68 i andet kvartal mod 53 for TV 2. Blandt de yngste, 12-19-årige, har VG i andet kvartal for første gang opnået større dækning end TV 2 - med 55 pct. mod 53 pct. på TV 2.

Blandt alle nordmænd er TV 2 dog stadig større end VG's udgivelser på print og net, mens TV 2 når 61 pct., når VG 55 pct.

"Det vigtigste slag på reklame- og mediemarkedet lige nu er kampen mellem lineært tv (traditionelt tv, red.) og digitale flader, som for eksempel VG Nett," siger Per Håkon Fasting, kommerciel direktør i VG, til Kampanje.

Han uddyber, at tv-annoncørernes udfordring er, at de betaler dyrt for at nå de unge på flow-tv, og det er VG-chefens gode argument for at tage annoncekroner fra tv-budgetterne.

"Spørgsmålet er, hvordan man når de yngre målgrupper på en mere effektiv måde? Svaret er altså de digitale flader på nettet. Web-tv har mange af de samme egenskaber, som lineært tv som for eksempel opbygning af emotionelle værdier og associationer, men har også nogle nye egenskaper som involvering, dominans og respons. Annoncørene kan få samme eller bedre effekter på digitale flader med levende bilder til en langt rigtigere pris. Derfor flyttes stadig flere reklamekroner til web-tv," siger Per Håkon Fasting.

I kroner og øre fylder annonceomsætningen på web-tv dog også forsvindende lidt på det norske marked i forhold til almindeligt tv. I andet kvartal var omsætningen på de kommercielle tv-kanaler godt en mia. norske kroner, mens web-tv omsatte for 44 mio. norske reklamekroner.

VG forventer dog, at web-tv vil fortsætte med at øge andelen:

"Derfor fordobler vi antallet af ansatte, udskiller VGTV i eget selskab og øger investeringerne kraftigt," siger Per Håkon Fasting.

Global: Norske VG satser på egen tv-kanal 

Global: VGs digitale avis på vej i Norges top 10 

Global: VG-gulddreng går af 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også