Lars Mandal nyhedschef for TV 2 Østjylland

TV 2-regionalen har udnævnt ny redaktionel ledelse for at styrke nyheds- og programproduktionen.

TV 2 Østjylland, der har hjemme i Aarhus, får nyt lederhold, skriver TV 2-regionalen i en pressemeddelelse.

1. oktober tiltræder Lars Mandal som nyhedschef og får ansvaret for nyheds- og aktualitetsproduktionen - både i det regionale vindue på TV 2 Danmark og den øvrige sendeflade.

Lars Mandal indledte karrieren på DR og TV 2 og var i næsten ti år direktør for Nordisk Film, som han forlod i 2005. Han har siden været chefredaktør for Aller-fiaskoen Fokus, og siden selvstændig med firmaet Mandal Media, hvor han bl.a. har været tilknyttet Datagraf som redaktør. Han er aktuelt medforfatter til jubilæumsbogen, 'Vild med TV - 25 år med TV 2'.

"Lars Mandals opgave bliver at styrke de regionale nyheder og sikre ny fremdrift for TV 2 Østjylland. Vi er i en tid, hvor tv-markedet er under voldsom forandring, og det gælder også nyhedsproduktionen. Der skal vi være endnu skarpere, end vi er i dag," siger direktør Peter Kramer, TV 2 Østjylland til MediaWatch og uddyber, at de regionale nyheder er en af de vigtigste nøgler til at løfte seningen.

"Vi har i mange år været den mest sete regionale tv-station. Det er vi ikke i øjeblikket, men det vil vi gerne være igen."

Ny programchef

Lars Mandal vil som ansvarlig for de regionale nyheder kører ledelsesmæssigt parløb med Eva Kvist, der er forfremmet til programchef på TV 2 Østjylland.

Hun har siden 2005 været redaktionchef på kanalen, hvor hun nu får ansvaret for programproduktionen til TV 2 Østjyllands 24-timers kanal, der gik i luften for halvandet år siden. Begge vil referere til Peter Kramer.

Redaktionschef Nick Horup fortsætter som redaktionschef, men under Lars Mandal i det nye setup.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også