Seertal: DR K er en af de mindst sete DR-kanaler

En række programmer på DR’s kulturkanal DR K har under 5000 seere. Alligevel er kanalchefen tilfreds med kanalens resultater efter relanceringen tidligere på året.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Da DR2 gik i luften i 1996, fik kanalen hurtigt tilnavnet den hemmelige kanal, fordi man kun kunne modtage den via kabel og satellit.

I dag passer beskrivelsen måske bedre til DR’s kulturkanal DR K, der ifølge Politiken blot udgør 1,75 pct. af de danske seeres tv-forbrug.

Til sammenligning sidder TV 2 Charlie på 4 pct., DR 3 på 2 pct. og samfundskanalen DR 2 på 5 pct., skriver avisen.

DR: ”Ikke kun en elitær feinschmecker-kanal”

Kanalredaktør for DR K Flemming Hedegaard er dog tilfreds med kanalens resultater efter første sæson som relanceret kulturkanal.

”Da vi sendte 'Store Danskere' om Simon Spies, så 100.000 med. Men hvis vi sender en ukendt opera, kan vi være helt nede under 5.000 seere. Men det er det, DR K skal kunne, det er en balance, at vi ikke kun er elitær feinschmecker-kanal, men også kan dække modeugen og putte kulturen i primetime i stedet for at gemme den til efter klokken 23,” siger Flemming Hedegaard til Politiken.

Medieforsker og professor Frands Mortensen fra Aarhus Universitet mener, at DR ikke længere kan regne med høje seertal. Det skyldes, at medieforbruget er blevet mere differentieret som følge af bl.a. streamingtjenester. Flere vælger helt at fravælge tv-apparater.

”Befolkningens tv-forbrug er nogenlunde konstant. Vi ser ikke mere tv, men vi har fået mange flere kanaler i løbet af få år. Lige nu er streamingtjenesterne Netflix og HBO udfordrere til tv-markedet,” siger Frands Mortensen til Politiken.

Rettelse:

Flemming Hedegaard har gjort os opmærksomme på, at DR K er faktisk mere set end en del tv-kanaler på det danske tv-marked, hvorfor den oprindelig overskrift ”DR K er den mindst sete DR-kanal” er blevet ændret. I den oprindelige artikel i Politiken er tallene for de andre kanaler rundet op, men det er ikke gjort for DR K, oplyser Flemming Hedegaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også