Stærk cider bliver 'Vild med dans'-sponsor

TV 2 indgår samarbejde med Cult-cideren Mokaï om det populære familieprogram på både tv, Instagram og Facebook.
Foto: Presse
Foto: Presse

Når TV 2 om kort tid blænder op for den tiende sæson af 'Vild med dans' bliver det med cider-brandet Mokaï som samarbejdspartner.

Mokaï, der er produceret af energidrik-selskabet Cult, er en cider med en alkoholprocent på 4,5 og markedsføres især over for kvinder i 30'erne.

Sponsoratet bliver først og fremmest akticeret på tv, hvor Mokaï vil sponsorere underholdningsprogrammet. Men sideløbende vil Mokaï bruge indhold fra Vild med dans på sin Facebook-side og i en særlig Instagram-kampagne.

Mokaï vil hver fredag have sin egen reporter med i studiet for at stille spørgsmål og producere klip og interviews til Facebook-siden.

”Vi er super stolte over at være sponsor på 10. sæson af Vild med dans, og glæder os til at flytte grænserne for, hvordan en sponsor samarbejder med TV2”, siger Brian Sørensen, ejer af Cult A/S, i en pressemeddelelse.

For TV 2 er kampagnen et eksempel på, at kanalen udvikler samarbejdet med de kommercielle kunder.

"Vi arbejder i dag med en ny og bredere kommerciel tilgang til kunderne, hvor alle TV 2’s kommercielle enheder involveres for at få kunden eksponeret på tværs af programmer og platforme. Det gør vi, fordi vi på denne måde kan tilbyde et stærkere produkt til kunden – et produkt, der skaber nye eksponeringsmuligheder og mere eksklusivitet for kunden," siger Peter Rud Olafsson, TV 2’s salgsdirektør, til Markedsføring.dk.



Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også