Sand TV åbner nyt selskab i Brasilien

'De unge mødre' er blandt de formater, Sand TV vil prøve at eksportere til det sydamerikanske vækstmarked med "filialen" Sand TV Brasil.

Sand TV satser på helt nye tv-marker og investerer i nyt tv-produktionsselskab i Brasilien. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Sand TV Brasil får base i Rio de Janeiro og etableres i samarbejde med tidligere redaktionschef på Sand TV, Kristian Almblad, der er bosat i Brasilien.

”Vi glæder os meget til at se det nye selskab vokse og blive en del af Sand TV familien. Jeg tror, at vi med stor fordel kan bidrage til en fortsat udvikling af det brasilianske tv-marked med den skandinaviske tv knowhow, vi har”, siger grundlægger og ejer af Sand TV, Kaare Sand, i meddelelsen.

Ny lov kræver mere brasiliansk tv

Strategisk hører det med til baggrunden, at den brasilianske regering sidste år gennemførte en ny lov, heder det i meddelelsen, der forpligter brasilianske broadcastere og tv-udbydere til at sende et minimum af brasiliansk produceret tv per uge. Det ventes at gøde det lokale produktionsmarked.

Sand TV A/S skyder kapital i den brasilianske filial og stiller det danske katalog af formater og produktioner til rådighed. Mest kendt er producenten for reportageserien 'De Unge Mødre', der er Danmarks længst levende reportageserie og har rundet 400 afsnit.

Vi skal ikke lave "gringo" tv

Sand TV Brasil skal dog også selv udvikle og pitche egne formater målrettet broadcastere i Brasilien.

”Vi har ingen intentioner om at lande i Brasilien med en gammeldags gringo attitude: Nu skal I bare se hvordan man laver fjernsyn… Når vi udvikler nye idéer eller adopterer Sand TV's formater til brasiliansk tv, vil det ske med stor respekt for de kulturelle forskelle der trods alt er mellem Danmark og Brasilien,” siger Kristian Almblad, der ud over Sand TV bl.a. har arbejdet for tv-producenterne Eyeworks, Gong og Koncern TV, i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også