Lotte Mejlhede ny TV 2-korrespondent i Bruxelles

Lotte Mejlhede forlader TV2 News for at afløse Olav Christensen på posten som korrespondent i EU.

TV 2 News’ politiske vært og frontfigur, Lotte Mejlhede, skifter dansk politik ud med europæisk og international politik, når hun til årsskiftet bliver TV 2s nye Europa-korrespondent med base i Bruxelles.

Hun afløser Olav Christensen, der efter fem år i Bruxelles vender tilbage til Danmark for at blive Christiansborg-reporter for TV 2 og TV 2 News.

"Korrespondentstillingen i Bruxelles har udviklet sig til at være en af de vigtigste for nyhedsmedier med fokus på dansk og international politik. Den generelle finanskrise og gældskrisen i Sydeuropa har vist, hvilken indflydelse EU og den internationale økonomi har på danskernes hverdag. Lotte Mejlhede har dækket dansk politik – og relationen til EU – i mange år på TV 2 og TV 2 News, og hun er det helt rigtige valg, når EU og europæisk politik skal gøres endnu mere relevant og nærværende for TV 2s seere", siger TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, der understreger at TV 2 vil være til stede med egne indsigtsfulde korrespondenter på alle centrale steder, hvor der træffes beslutninger, der berører danskerne.

Lotte Mejlhede kom til TV 2|Nyhederne som vært i 1996 fra en stilling på Berlingskes Christiansborg-redaktion. Siden 2006 har hun været vært på TV 2 News, bl.a. på de politiske magasiner ”Tirsdagsanalysen” og ”1240K”, og på store valgprogrammer på TV 2 og TV 2 News.

Der er ikke truffet beslutninger om hendes programbrands i 2014.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også