DR udpeger Grandprix-producer

Det bliver den erfarne tv-producer Pernille Gaardbo, der skal skabe et internationalt show og tv-produktion til Det Europæiske Melodi Grandprix, sendt fra Danmark i 2014.

Efter Danmarks sejr i lørdags har DR nu udpeget den person, der skal være overordnet ansvarlig for gennemførelsen af Det Europæiske Melodi Grand Prix i Danmark næste år.

Det bliver den Pernille Gaardbo, der har været ansat i DR i 17 år – de seneste 12 år som chef for blandt andet DR Medieservice, der er DRs største, samlede produktionsafdeling med 220 ansatte.

”Med valget af Pernille Gaardbo får vi en person, der både har den ledelsesmæssige erfaring, der er nødvendig for at kunne varetage en opgave af dette omfang, og den tekniske indsigt i en så stor tv-produktion, som Det Europæiske Melodi Grand Prix er. Det er en kombination, der er god brug for, og med Pernille Gaardbos lange erfaring i DR får vi en person, der er solidt klædt på til at påtage sig opgaven,” siger DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn i en pressemeddelelse.

”At skulle arrangere Det Europæiske Melodi Grand Prix i Danmark er realiseringen af den ultimative drøm for en med min baggrund. I DR har vi aldrig været mere klar end nu til at påtage os sådan en opgave. Vi har arbejdet systematisk med at optimere vores produktion gennem de seneste par år, så vi er fuldt ud gearede til at varetage en produktion af det enorme omfang, som Det Europæiske Melodi Grand Prix er,” siger Pernille Gaardbo.

Pernille Gaardbo er uddannet tv-producer og blev oprindelig ansat som producer, hvor hun var med til at starte DR2. Som chef for DR Medieservice har hun haft det overordnede ansvar for organisationen bag den tekniske gennemførelse af DRs store underholdningsshows, såsom Dansk Melodi Grand Prix, P3 Guld og X Factor.

Med på holdet, der skal stå for planlægningen og gennemførelsen af Grand Prixet i Danmark i 2014, er underholdningschef Jan Lagermand Lundme og chef i DR Event Søren Therkelsen. De to har en lang erfaring i DR med at tilrettelægge underholdningsshows blandt andet Dansk Grand Prix. Jan Lagermand Lundme bliver ansvarlig for indhold, mens Søren Therkelsen skal stå for relationen til samarbejdspartnere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også