Yousee varsler opgør med tv-tretrinsraket

Flere tv-pakker og færre tv-kanaler skal sikre Yousee fortsat vækst i den stigende konkurrence fra danske og internationale konkurrenter, siger Niels Breining, adm. direktør i Yousee.

"Vi har fået for mange danske tv-kanaler. Vi har fået spredt interessen og kvaliteterne for meget."

Sådan lyder det i dagens udgave af Børsen Mediemarked fra Yousees adm. direktør, Niels Breining. På hans strategiske dagsorden står fornyelse af Yousees ellers fasttømrede tv-pakke struktur; der består af grund-, mellem- og fuldpakken.

Fremover skal der flere tv-pakker på menuen med færre tv-kanaler.

"Vi er kendt for at levere tre tv-pakker. Det, vi skal finde ud af, er, hvordan vi kan levere mange flere pakker, eller hvordan vi kan tilbyde kunderne at sammensætte deres egne pakker," siger Niels Breining.

Baggrunden er opbruddet på det traditionelle tv-marked, hvor nye seervaner og distributionsformer trænger sig på med internationale spillere som Netflix og HBO og danske konkurrenter, der kan levere tv via bredbåndsnettet som el-selskaberne.

"Vi lægger op til at gå længere, end vi nogensinde har gjort før, men vi vil stadig have, at alle vores kunder skal have en grundpakke med de tre store: TV 2's hovedkanal, TV3 og Kanal 5," siger Niels Breining. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også