DR brygger på sundhedsmagasin med Bitz

Christian Bitz bliver vært på et nyt program på DR1, der bliver en del af nyhedstimen og sætter fokus på sundhed og fødevarer.

DR1 er på vej med et nyt magasinprogram, der skal guide igennem fødevarejungle og sundhedsbølge og undersøge, hvad vores fødevarer egentlig indeholder, og om de er så sunde, som de udgiver sig for at være. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Vært på programmet bliver Christian Bitz, der er uddannet i cand. scient. i human ernæring og forskningschef på Herlev Hospital. Han har desuden gennem flere år været foredragsholder, fast ernæringsekspert på TV 2 og klummeskribent i Berlingske Tidende og magasinet iForm.

"Jeg glæder mig til at være med til at lave et sagligt sundhedsprogram på DRs hovedkanal. Samtidig er det en fantastisk mulighed for at hjælpe danskerne med at sortere i deres viden og sætte sundhedsinformationer i perspektiv," siger Christian Bitz i meddelelsen.

Det nye program har premiere sidst på sommeren og bliver en del af nyhedstimen på DR1.

"Christian er både er en blændende formidler og har stor faglig viden på området. Derfor passer han perfekt til vores nye program. Han har skåret igennem sundhedshysteriet og givet rigtigt mange danskere et mere realistisk og overskueligt billede af, hvad der skal til for at leve sundere," supplerer kanalchef for DR1, Lotte Lindegaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også