Flere danskere klager over, at Sarah Lund går i sort

DR modtager et stigende antal klager over ustabile streaming-tjenester og teknikken generelt.

Sarah Lund hakker, går ned eller skal hele tiden lige have en tænkepause. DR har haft problemer med deres streaming-tjenester og et stadigt stigende antal danskere klager over streamingen og DR's teknik generelt. Det viser DR's seer- og lytterredaktør Jacob Mollerups halvårlige beretning for andet halvår 2012. 

Alene via "klage-knappen" Kontakt DR på Dr.dk, har DR modtaget 557 klager over streaming af DR's programmer i andet halvår 2012 - mod godt 400 i årets første seks måneder.

Langt de fleste, 90 pct., handler om streaming af tv - live og on-demand, og klagerne handler primært om manglende stabilitet i DR's streamingtjenester.

Men der er også klager over deciderede nedbrud midt i live-streaming af populære programmer som 'Forbrydelsen III' og dronningens nytårstale. 

Streaming udliciteres 
DR er opmærksom på, at streaming-tjenesterne ikke fungerer optimalt, siger Jacob Molleup til Dr.dk: 

"DR har lovet en større omlægning på området. Jeg ser frem til, at den i løbet af det kommende år kan bedre situationen væsentligt.”

Før nytår udmeldte DR, at driften af on demand- og livestreaming-tjenesterne skal udliciteres, for at skabe mere stabil service og undgå, at systemet bryder sammen under populære udsendelser som f.eks. Forbrydelsen.
 

Op mod 300.000 henvendelser
Generelt stiger antallet af klager til DR. Det skyldes sandsynligvis ikke kun, at DR giver mere anledning til klager, men også i høj grad, at danskerne bliver bedre til at bruge online-mulighederne for en hurtig klage.

DR skønner, at der nu kommer op mod 300.000 henvendelser om året - det er ikke kun klager, men også kommentarer og idéer.

Den stigende andel af klager over teknik er den mest markante tendens, skriver Jacob Mollerup.

 

Kilde: Lytter- og seerredaktørens beretning for 2. halvår 2012

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også