Holm: "Det har været pokkers spændende, men..."

Det har længe ligget i kortene, at Adam Holm skulle vende retur til journalistikken i DR, hvor han om kort tid rykker fra DR Medier til DR Nyheder.

Efter syv måneder i chefstolen vinker den tidligere, mangeårige Deadline-vært Adam Holm farvel til chefgangene i DR Medier. Inden for kort tid rykker han over i DR Nyheder, hvor han skal være med på det hold af nyhedsværter, der skal stå for de nye timenyheder på DR2, når kanalen relanceres.

Michael Thouber bliver på DR2 som ene kanalchef - og det har ligget i kortene længe ifølge Adam Holm.

"Det har været pokkers spændende at være en del af kanal-opbygningen, men jeg vil gerne arbejde konkret med det journalistiske, så aftalen var, at når der kom en mulighed, og vi var igennem første halvdel af kanaltilvirkningen, så kunne det blive en mulighed," siger Adam Holm.

"Michael vil meget gerne gå chefvejen, fordi han er meget optaget af at sætte i gang og implementere og arbejde strategisk, mens jeg selv brænder meget stærkt for det journalistiske og historieprægede," siger Adam Holm og uddyber, at muligheden viste sig, da jagten på de faste værter på DR2's kommende timenyheder satte ind, og der manglede en mand.

"Så var forslaget, at det måske var nu, at jeg i virkeligheden skulle hoppe af. Det har jeg tygget på, for godt nok er vi ikke i mål med alt, hvad kanalen skal kunne, men vi har lavet tegningen for 2013 og er i fuld sving med planerne for 2014. Michael er samtidig meget fortrøstningsfuld i forhold til at tage chefposten selv, og han har fået direktionens og redaktørernes opbakning. Derfor har vi vendt det her den sidste uges tid og tænkt, så er det nu," siger Adam Holm.

Han er ikke blind for, at hans tidlige afgang som kanalchef får sommerens hype omkring udnævelsen af det nye chefpar på DR2 til at stå i kontrastfarver.

"Hvis man bruger historien som målestok og siger, at man skal sidde mindst tre eller fem år eller prøve at lege de nye Brügger og Bertelsen, jamen, så har vi valgt at gå en anden vej. Jeg kunne også godt være blevet, men jeg synes også, det er sindsygt vigtigt, at man fastholder sin integritet," siger Adam Holm.

"Vi føler faktisk begge, at vi kommer til at gavne kanalen mest muligt på den her måde. Vi søgte som par og blev vurderet som sådan, fordi vi kunne dække hinandens svagheder af. Nu er vi kommet det første hårde stykke, og Michael Thouber gør det smaddergodt som kanalchef. Det er også vigtigt for mig efter mange år som menig DR2-medarbejder. Jeg får mulighed for at beskæftige mig med det, jeg brænder allermest for, så det har faktisk været en logisk og harmonisk beslutning for os."

Ud over Adam Holm bliver Steffen Gram også blandt de nye faste værter på timenyhederne. Det er endnu uvist, hvornår det nye DR2 går i luften.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også