Ændret tv-marked rammer SBS TV

Blåt øje til SBS TV i de første 2013-uger, TV3-gruppen spiller med nye muskler, mens TV 2-familien slap nådigt fra flere strukturelle forandringer på tv-markedet i januar.
Per Fanefjord Laursen

Der var flere nye faktorer, der kunne påvirke tv-markedet i januar i forhold til januar 2012.

TV3 er i år gået med på Boxer TV, endda i et såkaldt ’åbent vindue’ hos Boxer i to måneder. Også TV 2 og Kanal 5 i sender åbent vindue hos Boxer til 1. marts. Og TV3 indlemmede TV 2 Sport - nu TV3 Sport1 - i sin portefølje.

Der var tradition tro tophåndbold på skærmene, denne gang delte TV 2 og DR VM - i 2012 havde TV 2 EM-slutrunden alene.

Der kom også en rebrandet SBS-kanal – 7’eren – til med egenproduktioner og bakket op af solid markedsføring.

Der var således lagt i kakkelovnen til ændringer af styrkeforholdet - blot et par uger før de vigtige årsaftaler for 2013 nærmer sig den sidste fase.

Blåt SBS øje 
Når regnskabet gøres op, står det klart, at taberen i de første fire uger af 2013 hedder SBS TV.

Trods et ‘åbent vindue’ for Kanal 5 hos Boxer TV, der løfter penetration til 90 pct., og en rebrandet 7'eren, er SBS-familiens kommercielle share nede i 15,2 procent i januar 2013 - mod 16,2 procent i januar 2012.

SBS tager dog den uheldige entré på året relativt pænt:

"Efter 15 måneder med markant vækst tager vi en mindre tilbagegang i januar med sindsro, som i øvrigt stadig er vor næstbedste januar siden 2004. Den lille forskydning i markedet skyldes udelukkende Viasats introduktion hos Boxer TV og en tidligere opstart fra vores konkurrenter, som har noget at bevise efter et tvivlsomt 2012. Vi starter først for alvor højsæson i uge 6, blandt andet med Big Brother og flere nye egenproduktioner på 7'eren," siger programdirektør Peter Rosberg.

TV 2 slap nådigt
Omvendt slipper TV 2 nådigt. TV 2-hovedkanalen mangler håndbold og taber seerandele, men TV 2-familiens kommercielle share vokser marginalt til 56,1 procent i januar 2013 - mod 55,9 procent i januar 2012.

Programdirektør Palle Strøm, TV 2, er nogenlunde tilfreds med TV 2-familiens performance, set i lyset af de faktorer, der kunne trække den modsatte vej.

“Vi er blevet endnu bedre til at komplementær schedulere, så de forskellige kanaler i TV 2 familien dækker hinanden af mest muligt. Charlie har en stor og stigende egen-styrke som tredjestørste kanal i Danmark, og News er stadig i udvikling niveaumæssigt som kanal.”

TV2's udfordringer synes ikke så meget at vise sig fra andre kommercielle aktører i år, men fra DR’s nye kanaler, spår programdirektøren.

“Omvendt kan DR’s fremgang kan godt vise sig at hjælpe på at stække vores kommercielle konkurrenter. Med et stærkere DR er det simpelthen sværere at slå igennem med titler på de kommercielle konkurrenters kanaler.”

Næppe en programsejr
TV3-kanalerne har i januar haft alle forudsætninger for fremgang. Gruppen af fire TV3-brands vinder da også fire sharepoint i januar i forhold til 2012 til en share på 22,3 pct.

Det er hovedsagelig de strukturelle gevinster, der kan tage æren: TV3-moderkanalen fik en vækst på 1,7 procent, især på ryggen af kraftig øget penetration, og TV3 Sport1's 1,9 sharepoint er nu indlemmet i porteføljen.

Ét af moderkanalens driftsikre kort hænger rent faktisk hårdt i håndbremsen. 'Paradise Hotel' er langt bagud med i snit 156.000 seere første sendeuge og 126.000 i anden uge. Til sammenligning var der i gennemsnit 213.000 seere til første uge i 2012 og 188.000 i anden uge.

Flere forandringer på vej
TV3-kanalerne opererer nu i en strategisk salgsalliance med de to Viacom-kanaler, MTV og VH1. Lægger man de to kanaler til porteføljen, som det vil være tilfældet i de igangværende årsaftaleforhandlinger, har TV3-gruppen med ”forstærkning” en share på 24,8 procent.

I februar følger yderligere strukturelle ændringer af tv-markedet. TV3 lancerer Sport2 imorgen, og TV3, TV3 Puls og Kanal 4 og Kanal 5 udveksler populært sagt parabol-distribution. TV3-kanaler på Canal Digital og SBS kanaler på Viasat.

Senere på året kommer også TV3 Puls med ind i Boxer TV.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også