DR styrker koordinering efter EBH-fejl

Bedre koordinering og strammet programetik skal hindre en gentagelse af ”demo-fadæsen” i DR, siger nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

DR’s udsendte nyhedsreportere skal fremover kunne fokusere mere på arbejdet i marken - frem for at bruge tid på at aftale og koordinere indslag med DR Nyheders mange kanaler. Det bliver en af udløberne af balladen om den iscensatte demonstration foran retten i Hjørring, der blev til et fejlagtigt indslag i TV Avisen torsdag den 3. januar.

Korrespondent-model
”Vi ser på, hvor vi kan justere arbejdsgangen, og vi er i gang med at lave samme system for live reportere, som vi også har lavet med vores korrespondenter i udlandet. Det betyder, at der er en koordinator i DR Byen, der har kontakten med reporteren og docerer og prioriterer, så reporteren ikke skal bruge for meget tid på at snakke med forskellige redaktionssekretærer på forskellige udgaver af Radio- eller TV Avisen,” siger Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør i DR.

"Når det er sagt, så er der desværre ingen garanti for, at færre live gennemstillinger havde betydet, at sammenhængen var blevet opdaget. Andre TV-hold, der kunne koncentrere sig om færre indslag fra Hjørring den dag, fattede heller ikke mistanke,” siger Ulrik Haagerup.

Occupy Wall Street i Hjørring
Med 15 live omstillinger til forskellige DR-kanaler fra Retten i Hjørring var det en usædvanlig travl dag for DR Nyheders udsendte reporter. Og ironisk nok var den semi-fiktive demonstration foran retsbygningen med til at gøre den til netop det.

”Det var ikke planen, at reporteren skulle lave så mange ting. Der var sat to hold på historien, men det ene sendte vi til Fjerritslev for at lave reaktioner fra de vrede aktionærer i BH-Bank. I Hjørring udviklede historien sig ud på eftermiddagen, da utilfredse borgere med vrede skilte er usædvanligt og gør, at det blev en mere væsentlig historie. Demonstrationen gav associationer til den vrede mod bankerne, som Occupy Wall Street er udtryk for. Det giver yderligere interesse på hjemmeredaktionen på en i øvrigt nyhedsfattig dag," siger Ulrik Haagerup.

Han fortæller, at demo-billederne gik gennem flere hænder i DR Byen, uden at nogen fattede mistanke om, at borgerne ikke var i Hjørring på eget initiativ.

Workshops følger
I den efterfølgende trykbølge af kritik og søgen efter en forklaring på, hvordan fejlen kunne ske, var arbejdspresset på DR Nyheders live-reportere i søgelyset. DR’s seerredaktør Jacob Mollerup opfordrede også i sin redegørelse til at undersøge, hvorvidt kravene til live opdateringer svækker kvaliteten.

"Når sådan nogle fejl sker, skal vi altid se systemet efter. Vi laver nu nogle forskellige workshops og kommer med forslag til forbedringer i samarbejde med de enkelte redaktioner og nogle af de live hold, der kender arbejdsforholdene ude for at finde frem til hvor i huset, vi gør det mere hensigtsmæssigt, og hvordan vi kan gøre tingene på den optimale måde alle steder," siger Ulrik Haagerup.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også