TV 2 Regionerne vil af med krav om køb hos private

De regionale TV 2-stationer vil ændre lovkrav om, at halvdelen af alle programmer, der ikke er nyheder eller aktualitet, skal købes hos eksterne producenter.

Det er umuligt at efterleve, så ophæv kravet om, at TV 2 Regionerne skal købe mindst halvdelen af det, der ikke er nyheds- og aktualitetsprogrammer, hos private producenter. Sådan lyder opfordringen fra de regionale TV 2-stationer til Kulturministeriet.

Ministeriet forbereder i øjeblikket, hvordan Radio- og fjernsynsloven skal tilpasses den nye medieaftale for 2012 - 2014. Her ønsker TV 2 Regionerne, at de slipper for kravet om, at købe over halvdelen af de såkaldte "øvrige programmer" hos eksterne producenter. 

I et høringssvar til ministeriet skriver stationerne, at kravet er "umuligt at efterleve" efter at stationerne har fået de nye regionale 24 timers-kanaler, der lægger op til en meget større mængde af stof, der hverken er nyheder eller aktualitet.

Produktionsmiljøerne kan ikke løse opgaven
Problemet er, at de lokale produktionsmiljøer rundt omkring i landet er for små til at magte opgaven, skriver TV 2 Regionerne.

Det problem er særligt markant på Bornholm, hvor den regionale TV 2 Station har problemer med at skaffe produktioner nok, siger stationens direktør.

”Der er kun to små enmandsfirmaer som producenter. De kan ikke løfte større studieproduktioner som eksempelvis en sprogquiz om særlige bornholmske ord, vi producerer, og for et Københavnsk firma er der ikke økonomi i at rejse herover og sætte studiefaciliteter op,” siger Jan Jørgensen, direktør for TV 2 Bornholm. 

"Vi har ikke råd"
For andre er det primært økonomien, der spænder ben for at leve på til udlægningskravet. 

TV 2 Øst, der som alle andre regionale TV 2-stationer fik kritik for ikke at leve op til kravet i 2011, kan heller ikke leve op til kravet i 2012, fortæller direktør Vagn Petersen, TV 2 Øst.

”For os er det først og fremmest et økonomisk spørgsmål. Vores budgetter er så begrænsede, at der ikke er eksterne producenter, der kan levere i det omgang, vi ville skulle have til den pris, vi kan betale," siger han. 

Hvor meget vil I så have råd til at købe eksternt? 
”Det kan jeg ikke sætte tal på. Men vi kan se, at det bliver vanskeligt at leve op til det krav," krav. 

Det er vanskeligt at sætte tal på præcist hvor meget dyrere, det er for stationen at købe ind i stedet for at producere selv, siger Vagn Petersen. 

"Det er svært at sige. Men jeg ved, at vi kan producere meget billigt. Helt ned til 300 kr. per minut. Det er billigt og det er en pris, som vi slet ikke kan få ude i byen,"

Producenterne: Vi har ikke fået en chance
Producentforeningen, der repræsenterer de private produktionsselskaber, er slet ikke enig i, at kravet om udlægning bør ophæves. Branchen har endnu ikke fået en chance for at udvikle sig til et niveau, der kan matche regionernes efterspørgsel. Derfor er det urimeligt at bruge det som argument for at ophæve de krav, der i første omgang var ment som en politisk håndsrækning til det private produktionsmiljø, mener foreningen. 

”Man kan jo ikke gennem mange år udsulte grundlaget for markedet for private producenter og så efterfølgende komme og ødelægge det," siger foreningens direktør Klaus Hansen.  

Han anerkender, at der i øjeblikket kan være problemer med at få dækket de regionale produktionsbehov. Men han mener, at regionerne bør være mere indstillede på at finde løsninger. 

"Jeg skal ikke udelukke, at der er sådan nogle prodblemstillinger. Vi har bare ikke diskuteret det samlet.Der har ikke været en udmelding eller en samlet efterspørgsel fra regionerne. Man har ganske enkelt ikke prøvet miljøet af," siger han. 

Ophæves kravet kan konsekvensen være, at det, der var tænkt som et væksttilskud til de lokale produktionsmiljøer, bliver aflyst, inden det er gået i gang, siger han.  

"Det er en regional vækstmulighed, vi mister. Ikke kun tv-producenterne. Det gælder også medieproduktionsselskaber, som ikke har fokus på tv, fordi der ikke er en efterspørgsel efter det lige nu," siger han. 

Forslaget om ændringerne i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed vil efter planen blive fremsat i februar. 

.- JHT

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også