DR3 i luften næste mandag

Den nye kanal, der er beskrevet som P3 på tv, går i luften mandag den 28. januar. Samtidig lukker DR HD. (opdateret)

DRs nye tv-kanal DR3 går i luften d. 28. januar.  Samtidig lukkes DR HD, der skal give plads på sendenettet til den nye kanal.  

Kanalen DR3, som DR har beskrevet som radioens P3 oversat til tv, skal med en blanding af DR1, DR2 og Mama ramme "de unge uden alder" - eller mere konkret: seere mellem 15 og 39 år. 

Programtilbuddet vil balancere videnskab, dokumentar, humor, sport, fiktion og musik. 

Den nye kanal er en del af strategien "Et skarpere DR", der blandt andet indeholdt en omlægning af DR's kanaler. Det betyder - foruden lanceringen af DR3 og lukningen af DR HD, en omlægning af DR2 til en skarpere vinklet samfundskanal, en ny børnekanal for de større børn DR Ultra, lukningen DR Update og DR Mama og en revitalisering af DR1. 

Senere på året følger DR2 med sin nye kanalprofil, hvor nyheder og aktualitet får en mere fremtrædende rolle. Kanalen vil blandt andet integrere nogle elementer fra DR Update, mens eksempelvis madprogrammerne må finde et nyt hjem. DR Ultra lanceres også senere i 2013. 

I en pressemeddelelse løfter DR sløret for nogle af de konkrete formater, der er programlagt på DR3. Kanalen vil blandt andet bringe musikdokumentaren 'Kidd Life', HBO serien 'Girls' og en række faktaformater med blandt andet den notoriske satirepraktikant Thomas Skov og P3's Monte Carlo-duo Esben Bjerre og Peter Falktoft. 

Rent praktisk vil DR3 ligge på DR HD's tidligere sendeplads. Har man tidligere kunnet modtage DR HD vil man altså også kunne se DR3. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også