”Opdragende kritik” af TV 2 Regionerne

Radio- og tv-nævnet skruer bissen på over for TV 2 Regionerne for at indskærpe, at kravet om udlægning af produktion fremover skal tages meget alvorligt.

Ingen af de regionale TV 2 stationer havde opgjort, hvor stor en andel af deres programmer, de havde købt hos eksterne producenter. Derfor udtalte Radio- og tv-nævnet for nyligt kritik af dette i stationernes public service-redegørelser for 2011.

De regionale stationer er nemlig forpligtede til at købe mindst halvdelen af deres ”øvrige programmer” – det, der hverken er nyheder eller aktualitetsstof – hos eksterne producenter.

Kritikken har overrasket nogle af de regionale stationer. Blandt andet TV 2 Øst. De har gjort, som de plejer, og tidligere har det ikke ført til kritik.

”Det har ikke været et issue tidligere. Vi har ikke skelnet mellem nyheder, aktualitet og andet i vores redegørelser. Vi har ikke gjort os overvejelser om, at det skulle registreres anderledes i år,” siger direktør for TV 2 Øst, Vagn Petersen.

Grunden til, at det ikke er opgjort, og altså ikke lever op til public service-kravet, er, at der har manglet klare programdefinitioner, lyder det ligeledes fra TV 2 Bornholms direktør Jan Jørgensen.

Han fortæller desuden, at der rent praktisk er vanskeligt at få produceret nok, især de lidt større produktioner, fordi antallet af tv-producenter på øen er begrænset.

Regionerne skal vænnes til kravene
Når Radio- og tv-nævnet netop i 2011 skruer bissen på over for dette krav, men samtidig godkender public service-redegørelserne generelt,  skyldes det, at de regionale TV 2 stationer fremover får mere sendeflade til såkaldte ”øvrige programmer”.

TV 2 Regionerne fik i 2009 en ekstra times "vindue" på TV 2 og med 24-timers kanalerne, der er en del af medieforliget for 2012 - 2014, udvides sendetiden markant.    

"At kritikken kommer nu, hænger sammen med, at det er vigtigt for nævnet at gøre opmærksom på dette krav, der får en særlig relevans, efter stationerne har fået en 24-timers kanal. Man kan godt kalde det en fremadrettet opdragende kritik. Tidligere har indkøb af de øvrige programmer haft marginalt betydning i det praktiske liv, men nævnet ønsker at forberede stationerne på, at det bliver et reelt issue, og at der fremover er brug for klar afrapportering," siger Kasper D. Lindhardt, sekretariatsleder i Kulturstyrelsen.

Producentforeningen er ikke tilfreds
Producentforeningen ser det ikke blot som en formsag. Udlægning af produktion har gennem tiden været en central tvist mellem de private producenter og de licensfinansierede TV 2 Regioner.  Direktør Klaus Hansen er ikke tilfreds med, at de formelle krav ikke overholdes. 

”Jeg er lidt overrasket over, at ingen af stationerne lever op til dette krav. Jeg vil benytte lejligheden til at drøfte med TV 2 Regionerne, hvordan man kan løse denne opgave,” siger Klaus Hansen.

Han understreger dog, at han ikke er interesseret i at "skændes mere" om emnet, men i stedet finde nogle løsninger. 
 

- JHT

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også