Global: Ny gratisaviskrig på vej i Oslo

Aftenposten lancerer ny gratisavis i Oslo, BBC1 får stor share-gevinst efter begivenhedsrigt år, og australsk pensionskasse sælger ud af News Corp.-aktier...
Thomas Bo Christensen

Ny gratisaviskrig i Oslo
Den Schibsted-ejede norske avis Aftenposten lancerer i dag en ny gratisavis i Oslo – Osloby - og sætter dermed gang i en ny gratisaviskrig i den norske hovedstad, skriver Kampanje. Det sker kun et par måneder efter, at Aftenposten lukkede sin aftenavis, men samtidig også ti år efter, at Schibsted kæmpede en krig mod Osloposten, som var ejet af Søndagsavisen og A-pressen. Schibsteds gratisavis dengang hed Avis1, men blev lige som Osloposten senere lagt i graven. I dag hedder konkurrenten DittOslo, som er ejet af Amedia, som udgiver en række byudgivelser i hovedstaden. Osloby har i et stykke tid udkommet på nettet (jf. billede).

BBC1 med største share-gevinst i 10 år
Store sportsbegivenheder og et kongeligt jubilæum har skruet BBC1´s share på det britiske tv-marked i vejret og vendt en nedadgående udvikling for kanalen, der strækker sig helt tilbage til midten af 1990´erne. The Guardian skriver, at OL i London, EM i fodbold og den britiske dronnings jubilæum løftede BBC1´s share fra 20,7 procent til 21,3 procent, og det er samtidig den største fremgang for nogen britisk kanal i de seneste ti år.

Australsk pensionsselskab vil ud af News Corp.
Den australske pensionskasse First Super annoncerede i dag, at den vil sælge sine aktier i Rupert Murdochs mediekoncern News Corp. Pensionsselskabet har aktier for omkring syv millioner australske dollar – eller ca. 42 millioner kroner – og beslutningen skyldes, at selskabet har ønsket en ledelse, der var mere uafhængig af Murdoch-familien, der sidder tungt på de vigtige poster i News Corp. First Super mener, at Murdochs magt udgør en ”uacceptabel” risiko for investorerne, ”men disse overvejelser bekymrer angiveligt ikke Rupert Murdoch, og derfor har vores bestyrelse taget hans råd og solgt ud af vores aktiebeholdning,” udtalte et bestyrelsesmedlem i First Super i forbindelse med beslutningen ifølge Reuters. Rupert Murdoch, der sidder på posten som bestyrelsesformand i News Corp., har flere gang afværget forsøg fra storaktionærer på at mindske hans magt i selskabet.

- TBC

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også