Keld Reinicke: TV 2 skal revitaliseres

TV 2's hovedkanal er en supertanker, det tager tid at vende, men kanalen skal fremover tage flere chancer.
Tine Brødegaard Hansen

Det siger TV 2's programchef Keld Reinicke til MediaWatch, om sin arbejdsplads, der lidt for længe har hvilet på laurbærrerne.

"Vi broadcastere skal tage flere chancer og tænke nyt. Modet skal kombineres med fornuft, men jeg forstår godt, at producenter og programudviklere efterlyser mere mod," siger Keld Reinicke. 

I går afslørede TV 2 på et pressemøde programvisionerne for 2008 og lancerede 12 nye programformater alene på hovedkanalen. I samme forbindelse blev TV 2 lanceret som 'Danmarks største fællesskab'.

Det er et klart signal fra TV 2-ledelsen om, at der ikke drosles ned på program-ambitionerne, trods forlydender om underskud såvel i det gamle som nye regnskabsår.

"Hvad kan man tillade sig og ikke tillade sig på TV 2? Det bliver spændende at finde ud af i de kommende sæsoner," siger Keld Reinicke.

Men seerne skal ikke frygte, at 'chancer' er lig med vilde tv-formater, som de der er udviklet på TV 2 Zulu. Keld Reinicke er bevidst om, at han i sin nuværende stilling laver tv til hele Danmark, og ikke til en nichekanal.

"Der sker fornyelser på TV 2. Vi har set med friske øjne på alle typer af programmer fra reality til undersøgende journalistik. I udviklingsprocessen siden min ansættelse, har vi ikke på forhånd udelukket nogen programformater," siger Keld Reinicke.

Han tilføjer, at seertallet vil falde på de landsdækkende kanaler, hvis det skal følge internationale tendenser. Netop derfor gælder det om at investere i hovedkanalens udvikling for at sikre seernes loyalitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også