Hvem løber med årets Cavling-pris?
Komitten bag Cavling-prisen har gennemgået de i alt 55 forslag og udvalgt disse fem projekter som nominerede:
Hans Davidsen-Nielsen og Bo Maltesen, Politiken. For deres afsløringer af Skatteministeriets rolle i statsministerparrets skattesag; afsløringer, som medvirkede til nedsættelse af Skattesagskommissionen.
Line Holm Nielsen. For den digitale single "Kuppet" på medievirksomheden Zetland; om gennemførelsen og efterforskningen af danmarkshistoriens største røveri mod Dansk Værdihåndtering i 2008-2012.
Kaare Gotfredsen, Lasse Ravnø og Jonatan Placing, TV2. For afdækning af politisvigt og manglende bekæmpelse af narkokriminalitet på Vesterbro i København og i Sandholmlejren i Nordsjælland.
Asbjørn With, Nordjyske Medier. For i over 100 artikler at have kulegravet Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede.
Puk Damsgaard, Danmarks Radio. For sine reportager fra og om borgerkrigen i Syrien, hvor hun har skildret de menneskelige konsekvenser af den langstrakte konflikt.
Som noget nyt vil vinderne af årets Cavling-pris først blive offentliggjort ved selve prisoverrækkelsen.
Cavling-komiteen består af formand Kurt Strand, freelance, Abelone Glahn, Amedia, Marianne Nielsen, Ekstra Bladet, Kirsten Pilgaard, Nordjyske Medier og Torben Møller, DR Midt & Vest.
- TBC